Kan det danske landskab overleve fremtidens landbrug?

• 12.05.2010
• Tage Leegaard
• MF, Miljøordfører
• Konservative

Lige siden de første bønder ankom til landet i bondestenalderen for 6000 år siden har landbrug og natur været i samspil med hinanden. Bønderne fældede skoven for at skaffe agerjord, for at skaffe tømmer og for at skaffe brænde. I bronzealderen var man nået så langt, at skoven næsten var fældet, og vi havde det åbne landskab, som vi kender i dag.

Det næste helt store indgreb i naturen kom i slutningen af 1800 tallet, hvor Hedeselskabet med Dalgas i spidsen satte sig for at vinde indadtil, hvad udadtil var tabt. Det var starten til inddragelse af heder og vådområder, fjorde blev inddæmmet og meget god landbrugsjord blev på den måde skaffet.

Indtil de store naturfredningsprojekter blev iværksat var det god latin at inddrage så meget jord som muligt, men indtil videre var det såmænd foregået på en måde, så både landbrug og natur kunne eksistere side om side.

Den helt store afgørende ændring kom i slutningen af halvtredserne og i begyndelsen af tresserne, hvor landbruget blev industrialiseret, og anvendelsen af pesticider og kunstgødning for alvor tog fart. Hvor husdyrgødning tidligere var en værdifuld kilde til at frugtbargøre jorden, blev den til et affaldsprodukt, som blot billigst og nemmest skulle skaffes af vejen. Direkte udledninger og overgødskning hørte til dagens orden, og brugen af pesticider var ikke under kontrol. Her skete for alvor noget til skade for natur og miljø, og for at skaffe plads til større og større maskiner blev marker slået sammen, og hegn, grøfter og diger blev fjernet.

På grund af udviklingen har forbrugerne kunnet nydt godt af, at fødevarer er blevet billigere og billigere og koster en forholdsvis mindre og mindre del af lønnen, men allerede i halvfjerdserne blev man alligevel klar over, at noget var galt. De første initiativer mod overgødskning blev taget, og siden har der fra befolkningen og dermed fra politisk side været et stigende pres for at bremse den uheldige udvikling med iltsvind, kvælstofudledning og tab af diversitet. Det vil kræve alt for mange linier at skrive, hvad der allerede - og med megen succes - er gjort for at mindske landbrugets påvirkning af landskaber og natur. Dog må det slås fast, at landbruget efter 6000 år har fået de virkemidler, som gør, at naturen ikke kan forsvare sig, uden at man tænker sig godt om.

I dag står vi over for et afgørende problem. Hvad vil vi have? Vil vi have fødevareproduktion i Danmark, eller skal landbruget kun lave nicheprodukter, så alt kan foregå på naturens præmisser?
Selvfølgelig skal vi have fødevareproduktion i Danmark, og jeg mener ikke, at en stor fødevareproduktion til gavn for eksport og arbejdspladser udelukker, at der bliver taget hensyn til naturen.

I Det konservative Folkeparti er vi meget optaget af denne problemstilling. Med regeringens forslag til Grøn Vækst er der for alvor lagt op til, at man kan drive et ”grønt” landbrug, hvor landmanden kan producere højt forædlede landbrugsvarer samtidig med, at han producerer biobrændsel af forskellig art.

I ”Grøn Vækst” er der lagt op til, at der skal tages en del landbrugsjord ud til natur. Det kan være til såkaldte vådområder, men det kan også være for at være med til at sikre mod fortsat tab af biodiversitet, så enge og overdrev stadig er en del af det danske landskab. Disse arealer skal passes, for at de bibeholder den oprindelige mangfoldighed, og her er jeg meget optaget af, at landmanden kan få til opgave at pleje naturen. Vi taler måske endda om naturpleje som driftsgren, hvor landmanden støttes i at få sit udkomme af at være naturforvalter og naturplejer. Jeg vil meget gerne være med til at støtte initiativer og projekter, som kan belyse problemerne og de krav, der vil blive stillet for at kunne være rentable og dermed attraktive.

Der vil være god mening i at oprette bræmmer for at bevare naturens spredningsveje. Her taler vi om dyrkningsfrie, sprøjtefrie og gødningsfrie zoner langs skel, grøfter, markveje og lignende, så den udveksling af levesteder, som er så nødvendig for mange arter, kan bibeholdes.

I Danmark har man vedtaget, at arealet med skov og trædække skal fordobles i de kommende år, så også her er man godt på vej. I august 2008 kom den første Nationalpark i Danmark med Nationalpark Thy. Sidste år kom Mols Bjerge, og flere er på vej, så også her har man taget fat på problemet med at sikre landskaber og landskabstyper.

Disse initiativer peger alle i en positiv retning, men vi skylder landbruget at have det som jeg vil kalde kulturjord til rådighed, som erhvervet har haft det i årtusinder. Naturligvis under skyldig hensyntagen til omgivelser og vandmiljø og uden at vælte hvert et skel og hvert et hegn, som tilfældigvis måtte komme i vejen.

Jeg synes samlet set, der er sket og gjort meget, som peger i den rigtige retning. Med initiativerne i Grøn Vækst kommer vi et skridt videre, så vi får sikret endnu mere af det landskab, som vi alle kender og holder af og endnu vigtigere: Som vi gerne vil give videre til vores børn.

• 12.05.2010
• Mette Gjerskov
• MF, Miljøordfører
• Socialdemokraterne

Naturligvis skal vores fælles natur og landskab overleve fremtidens landbrug. Danskerne vil gerne have natur, derfor må landbruget producere indenfor naturens tålegrænser. Det kan betyde, at der vil være varer, som landbruget ikke kan dyrke – og sådan må det være. Det er et godt spørgsmål, om fx brødhvede nogensinde kan blive andet end en nicheproduktion herhjemme? Nogle produkter kræver simpelthen for meget af det naturen ikke kan tåle – kvælstof, pesticider. Derfor må vi sige ærligt: det kan naturen ikke tåle – det vil vi ikke acceptere. Vi dyrker jo heller ikke bananer.

Heldigvis tyder alt på, at fremtidens landbrug skal konkurrere på kvalitet – ikke nødvendigvis kvantitet. Kvalitetsprodukter til hele verden. Vi ser kravene overalt: Det gælder pesticidrester i grønsager. Det gælder malkekøer på græs. Og heldigvis er dansk landbrugstradition baseret på høj viden og hurtig omstilling – det er et erhverv som vil være i stand til effektivt at efterkomme forbrugernes krav.

Derudover kan landmændene blive Danmarks bedste naturplejere - hvis de vil. De kender jorden og de kender deres bedrift. Hvis de ville, kunne landmænd på udsatte jorder dyrke natur i stedet for bulkvarer – sikre levemuligheder for harer, agerhøns og viber. Støttemulighederne findes i EU. Men det kræver en holdningsændring i landbruget og hos regeringen.

Det kræver for det første, at vi en gang for alle tager opgøret med det gammeldags ligemageri, der præger reguleringen af landbruget. Senest illustreret ved regeringens generelle lettelse af jordskatten uden den mindste skelen til naturbelastningen på den enkelte bedrift, eller for den sags skyld det økonomiske behov.

Det kræver for det andet, at landbrugssektoren i højere grad ser miljøhensyn og -beskyttelse som en integreret del af driften. Og ligesom det er tilfældet med fødevaresikkerhed og salmonellaregler, ser skrappe miljøkrav som en uundgåelig del af landbrugets rammevilkår – ja ligefrem som en kvalitetssikring.

Og det kræver for det tredje, at vi dropper idéen om, at landbrug handler om at tæmme naturen. Det har udviklet sig til en kamp mod naturen, mod ukrudtet og mod skadedyrene. Fremtidens landbrug skal være bæredygtigt, i pagt med naturen og baseret på naturens tålegrænser.

Så når jeg får spørgsmålet om, hvorvidt fremtidens landbrug vil afvikle naturen og de rekreative værdier, er svaret et rungende nej. Det er ikke til gavn for landbruget - og det er helt uacceptabelt for danskerne.

• 12.05.2010
• Jørn Dohrmann
• MF, Miljøordfører
• Dansk Folkeparti

Danmark er traditionelt et landbrugsland. Det betyder selvsagt, at store dele af det danske areal er opdyrket og udnyttet til landbrugsarealer. Globaliseringen, urbaniseringen, den stigende konkurrence, effektiviseringen – kært barn har mange navne - har ført til, at stadig færre landmænd, der dyrker stadig større arealer. Heldigvis har de stadig større landbrug mulighed for at differentiere deres drift. Her tænker jeg på, at de eksempelvis kan udlægge jord til plantager, hvor på de kan dyrke juletræer, æbletræer etc. En anden mulighed at udlægge arealer til naturskov, som bl.a. udlejes til jagt. Samtidig er de små fritidslandbrug stadig en del af billedet, og de medvirker til at begrænse udviklingen hen mod et rent industrilandbrug og kan samtidig bidrage med spændende nicheprodukter. økologi og oplevelser for byboerne, som bruger dem via besøg til at få et indtryk af det gamle landbrugs Danmark.

Set fra mit bord på Christiansborg handler det i høj grad om at skabe incitamenter og tilskynde den adfærd, som vi ønsker fremmet. Det kan derfor give god mening at tilskynde til beplantning frem for braklægning. Det handler om at indtænke naturskov og æstetik i miljøpolitikken, så vi for fremtiden netop indtænker alternativer til de traditionelle løsninger. Jeg tænker her på, at man eksempelvis i nogle sammenhænge bruger sivskov til at rense visse former for spildevand og i andre sammenhænge benytter naturens egen midler til at samtidig at forbedre miljøet og forbedre landskabets udtryk.

De danske kommuner er udstyret med pligten til at udarbejde lokalplaner. Det er naturligvis af stor vigtighed, at en lokalplan indeholder overvejelser i forhold til, hvordan vores land skal indrettes og vores natur udnyttes og præsenteres bedst muligt. En stor del af udfordring en i forhold til at få indrettet det danske landskab på en harmonisk måde, så landet fremstå sammenhængende og overgangene fra by til landzoner bliver så milde og sammenhængende som muligt. Det er i den sammenhæng værd at overveje om kommunerne ikke skal have som et vigtigt punkt i lokalplanerne, at det danske landskab også skal være et rekreativt rum, som danskerne benytter i deres fritid?

Det er givetvis alt for sent at ændre på den udvikling, der foregår i forhold til stadig færre og større landbrug. Men det er aldrig for sent fra politisk hold at stille og krav, og samtidig giver landbruget både de små fritidslandbrug og de store industrilandbrug incitamenter til at indrettet sig og derved Danmark smukkere og mere sammenhængende. Udviklingen kan vi ikke stoppe, men vi kan dreje den i retning, som vi ønsker, så vi fastholder et sammenhængende land, hvor det er attraktivt både at bo i byerne og på landet, også selvom man ikke selv er landmand.

• 12.05.2010
• Kræn Ole Birkkjær
• Bygnings - og Landskabsarkitekt
• Dansk Landbrugsrådgivning Landscentret

Som det tegner sig i Sol og Måne og som udviklingen i disse år beviser, er vi med stormskridt langt inde i den største strukturændring og - tilpasning siden "Landboreformerne" i 1700 og 1800-tallet. Reformerne den gang, resulterede i den mest radikale ændring af det danske landbrug – og dermed landbrugslandskabet – som nogen side har fundet sted.

Hvis vi kigger på vores nuværende situation forventer vi bl.a. at antallet af selvstændige landbrug vil blive væsentligt reduceret – forventningen er, at af de 208.000 der fandtes i 1950, vil der være mindre end 8.000 virksomhedslandbrug i 2020, krydret med 25.000 deltids- og fritidslandbrug. Udviklingen vil være afhængig af de rammevilkår bl.a. miljøet og det omgivende samfund sætter, samt virksomhedslandmandens evne til at omstille sig og samarbejde i spændingsfelten mellem produktion, myndigheder, miljø og naboer. Disse kompetencer vil blive afgørende for, landmandens manøvredygtighed i lokalsamfundet.

Fremtidsbilleder
I det følgende vil jeg forsøge at tegne et billede af landbruget i år 2020. Med baggrund i et fiktivt landbrugslandskab med vandløb, natur, skove, dyrkningsflader, landsby, fritliggende gårdejendomme og by med byzoneudlæg, vil der i 2020 være 3 virksomhedslandbrug, med henholdsvis planteproduktion på 750 ha, svineproduktion med 2500 årssøer og kvægbedrift med 1200 malkekøer.
Af fælles tekniske anlæg er der et andelsejet bioenergi-værk som bl.a. producere el og varme til alle i området, herunder den nærliggende større by. Området svarer i størrelse til hvad et sogn administrerede i sin tid.

Landbrugslandskabet
Udover de 3 virksomhedslandbrug, er der i området 6 deltidslandbrug og 6 boliglandbrug i 2020. Der er fjernet 5 gårde og i øvrigt gennemført en generel bygningsbortskaffelse på i alt 30.000 m².

Der er i området gennemført en natur- og landskabsplan, hvor landbrugsproduktion og naturbeskyttelse går hånd i hånd til hele lokalsamfundets glæde.

Dialog og samarbejde
De mest miljøfølsomme arealer er udlagt til naturområder under devisen: Her opnås mest miljø for pengene og størst naturglæde for samfundet. Et samarbejdsprojekt mellem virksomhedslandbrugene og 4 deltidslandmænd som ligger i nærheden af den gennemgående ådal, er der bl.a. etableret ”Studeproduktion” som er med til at naturplejer virksomhedslandbrugenes engarealer. Deltidslandbrugene producerer specialprodukter, som sælges i en nærliggende lille ”Torvelade”, indrettet i en bevaringsværdig gårdejendom. Denne gård ligger på Margurit-ruten, som turister færdes på, til og fra et større sommerhusområde.


Mælkeproduktion
Staldanlægget til de 1200 malkekøer, har et samlet bebygget areal på ca. 20.000 m². Alle klimaskærme / staldene til køer, kalve og opdræt, er optimeret i forhold til energiforbrug og tilpasningen til omgivelserne og det samlede landskabsbillede.

Organisation:
- Ejerform, Interessentskab med professionel gårdbestyrelse
- Otte medarbejdere i stald og mark
- Samarbejde med tre deltidslandmænd

Der er sket en så stor professionalisering af erhvervet der gør, at man inddrager virksomheds-ledere og kompetencepersoner fra andre erhverv i gårdbestyrelsen. Inspirationen til udviklingen skabes bl.a. gennem deltagelse i erhvervsnetværk, hvor virksomheds-landmanden er aktiv deltager. I dette udviklingsteam er der også tilknyttet myndigheder og miljøorganisationer – en samarbejdende top moderne miljøforvaltning.

Planlægning
I forløbet frem mod det nuværende virksomhedslandbrug, er der anvendt strategisk fysisk planlægning i tæt samspil med de økonomiske strategiplaner. Den fysiske og miljømæssige planlægning er sket i et respektfuldt samarbejde med deltidsland-mænd og andre erhvervsvirksomheder i området og ikke mindst lokalsamfundet. Som led i den strategiske planlægning, er der omkring 2015 foretaget en gennemgribende jordfordeling mellem virksomhedslandbrugene og 4 deltidslandbrug.

Jordfordelingen muliggjorde anlæggelse af lukkede rørføringer til gylletransport, fra staldene til bioenergi-værket og herfra ud til markfelterne. Samtidig blev der etableret et lukket markvejs-system, en særskilt infrastruktur på virksomheds-landbrugene, så de offentlige veje og beboerne ikke bliver belastet.
Denne infrastruktur har givet arbejdslettelser og minimalt energiforbrug samt mange miljømæssige fordele i lokalsamfundet.

Formålet med jordfordelingen var også at få skabt mere regulære marker for anvendelse af GPS- styrede redskaber til række- og højbedsdyrkning. I dette dyrkningsprincip anvendes faste kørespor, som også kan følge landskabets ”konturer” / højdekurver med et spændende landskabsbillede til følge.

Natur- og Landskabsplanen er også blevet til i forbindelse med jordfordelingen, som gjorde det muligt at lave helhedsorienterede hegnsstrukturer, spredningskorridorer og vandhuller m.v., samt stiforløb for mennesker til fods eller hest. Med landskabsplanen blev der skabt et fælles ”ejerskab" til lokalområdet og samtidig skabt "Rum til Udvikling” for virksomhedslandbrugene.

Ansvar
Hvem har ansvaret for fremtidens landskab? Det har vi alle sammen, men de vigtigste aktører er og bliver landmændene og de øvrige beboere i landdistrikterne.

• 12.05.2010
• Jacob Kamp
• Landskabsarkitekt, 1:1 Landskab
• Formand i foreningen af danske landskabsarkitekter

Kan det danske landskab overleve fremtidens landbrug? Ja, landskabet skal nok overleve, for landskabet er i høj grad det, vi selv gør det til, både fysisk og mentalt. Desuden er landskabet så sammenbundet med landbruget, at det er svært at skille det ene fra det andet. Det danske landskab er et kulturlandskab. Så spørgsmålet er såmænd ikke om landskabet overlever, men snarere, hvad det er for et landskab, vi ønsker. Dermed også et underforstået spørgsmål hvilket landbrug vi ønsker; vil vi tillade at landbruget forsætter ud af den nuværende industrialiseringstangent, med et mere og mere forarmet landskab til følge? Eller måske skal vi vende diskussionen på hovedet, og starte med hvilket landskab vi ønsker?

Diskussionen om det danske landskab og det danske landbrug trænger til at komme ud af den sentimentale boble, som både landbrug og naturfredningsfolk er lullet ind i. Vi kommer ikke tilbage til Morten Korch’ske tilstande, selvom det er det mange drømmer om. Den tid er forbi. Samfundet har ændret sig på godt og ondt, og således burde vores ønsker, krav til og syn på landskabet også ændres. For landskabet ændres radikalt i disse år: Land og by flyder sammen, byerne breder sig ufølsomt med et ’sprawl’ af erhvervs- og parcelhuskvarterer udover landskabet, og landbrugets bygninger og infrastruktur minder mere om et moderne industrikvarter end de fleste ’rigtige’ industrikvarterer. Vores skønhedsidealer, samfunds- og natursyn er under naturligt opbrud som følge af globalisering og informationssamfundets indtog. Vi må derfor se at komme skridtet videre fra gylleforurenende svinebaroner og naturromantiske økofreaks, der står på hver sin side af hegnet og råber ukvemsord af hinanden.

Ligesom der de sidste 10 år er foregået en aktiv debat om byernes rolle og indretning i forhold til et moderne liv, så er det på tide, at vi tager samme debat om det åbne land. Og ligesom der vel ikke er nogen, der kan forestille sig en by helt uden biler, så er det også umuligt at forestille sig det danske landskab uden landbruget. Men for at denne debat bliver reel, må vi tage skællene af øjnene og forholde os til det landskab vi har skabt de sidste 40 år, frem for at opretholde idealiserede forestillinger om det landskab, der var engang.

Vi landskabsarkitekter er trænet i, at naturgrundlag, funktionalitet og æstetik skal gå op i en højere enhed. Det ene udelukker ikke det andet, og det kan lade sig gøre at mægle mellem tilsyneladende uforenelige interesser og tegne sig frem til et resultat, som alle kan tage ejerskab til. Vi stiller os gerne til rådighed som mæglere for det danske landskab. Sammen kan vi aktivt skabe det landskab, som vi ønsker, at vores børnebørn skal vokse op i. Vi må tænkte nyt, tænke anderledes og tænke fremadrettet, således at dansk landbrug igen kan blive et rentabelt erhverv til glæde og stolthed for nationen samtidig med, at naturgrundlaget ikke ødelægges, og at alle danskeres ønsker til og behov for rekreation, skønhed og oplevelse tilfredsstilles.

Det kræver, set fra, hvor jeg sidder, at vi dropper den simple diskussion om gylle versus økodrømme. Vi skal tænke større og mere kreativt end som så: Kunne man f.eks. forestille sig, at Danmark bliver verdens mest miljørigtige svineproducent i stedet for den største? Og kan landbruget igen blive Danmarks bedste brand, som det var engang med Lurpak og kvalitetsbacon? Er det vigtigere at vi bliver selvforsynende med kvalitetsmadvarer, end at vi forsyner verden med discountprodukter? Kunne man overveje, om hvede dyrkes bedre i Ukraine, så landbruget i Danmark kan koncentreres om den frugt- og grøntsagsproduktion, vores klima er så velegnet til? Og kan vi samtidig tænke landskabets sag? Kan vi brande os som Europas have? Vil vi have skønheden tilbage i det danske landskab? Kan vi både få skønhed, bølgende kornmarker og et landbrug, der ikke er på støtten? Hvordan kan vi sikre en bedre sammenhæng i næringsstof kredsløbene imellem by og land? Er vindmøller smukke? Er nationalparkerne blot et plaster på vores dårlige samvittighed, der gør at vi kan tillade os at svine mere i resten af landet og udtryk for et forældet natursyn? Er landbruget Danmarks nye turisterhverv? Kan man gennem en lokalplanlægning i det åbne land stille krav til udformning af byggeri og anlæg, som man kan det i byområderne? Eller hvad kan vi ellers gøre for at få skønheden tilbage i hele det danske landskab?

Så drop sentimentaliteten og hæv ambitionerne fremadrettet. Det kan godt ske, at fremtidens landskab og landbrug ikke ligner noget af det, som nogen af os kan forestille os nu, men hvis ikke vi tager den kvalificerede diskussion, risikerer vi alle at tabe.

• 12.05.2010
• Hanne Tanvig
• Seniorrådgiver
• Skov & Landskab, KU

Store monotone, oplevelsesfattige og naturforladte områder skabt af industrilandbrug på den ene side. Deltidslandmænd, der især vil lægge sig i ringe omkring byerne med deres idyllisering og Dallashegn på den anden. Sådan ca. ser mange det danske landskab for sig i fremtiden. Det bliver måske også sådan, hvis landskabsdiskursen bestemmes af, at det vi i dag forstår ved landbruget og dets sigtelinier, er det eneste centrum og dets radialer. Ved at bruge en større optik vil vi imidlertid øje for, at mange flere allerede opererer i de danske landskaber. Nu bor der f.eks. 700.000 på landet, som dog også sætter deres præg i landskabet på godt og ondt. Og der findes mange erhvervsaktiviteter. De har ikke noget med landbruget at gøre, men er nok reelt dem, som skaber livet på landet. Nogle har det med IKKE at ville få øje på det, med mindre det i øvrigt handler om de få rådne familier og deres huse. Der er altså allerede mange andre spillere på banen, som fortsat gerne vil leve et liv i gode landskaber. Ved at stille kikkerten på alternativer til det kendte landbrug, får vi tilmed øje på, at der er mange nye potentialer for ”brug af land”. Bæredygtighedsbegreber er i fokus og modstillingen mellem beskyttelse og benyttelse og mellem land og by kan ophæves, uden at der skår af nogen. Pointen er her, at debatten om fremtidens landskab ikke bør isoleres til at være for og imod det kendte landbrug og dets aflejringer. Vi kan stirre os blinde og derved forskertse muligheden for påvirkning. Vi bør interessere os for funktionelle forandrings- og udviklingsmuligheder og nye aktører i de danske landdistrikter. Det vil utvivlsomt medvirke til skabelsen af både mere bæredygtige og varierede landskaber, også visuelt.

• 12.05.2010
• Lars Mortensen
• Formand
• Friluftsrådet

Mandag Morgen spørger om, hvorvidt det danske landskab kan overleve fremtidens landbrug. Det danske landskab SKAL overleve - så man burde rettere spørge til, hvordan skal det danske landskab være med til at skabe rammer for et fortsat landbrug i Danmark? Friluftsrådet mener, at fremtidens landskab også rummer et aktivt landbrug. Men det er et landbrug på andre betingelser end de nuværende. Det danske landbrug har gennem de sidste, især 200 år, formet landskab og natur gennem dræning af jorderne, udretning af vandløb, fældning af skov og plantning af hegn m.m. Landbruget er kommet til at fylde for meget. Landbruget optager for meget areal. Vi må give naturen mere plads i landskabet. Landbrugsarealer skal konverteres til natur.

Hold op med at putte offentlige støttekroner i dyrkningen af ikke rentable jorde

Det bliver i fremtiden nødvendigt at se på jordernes kvalitet, frem for kvantitet. Marginaljorderne bør ekstensiveres og udlægges til naturområder, hvor også befolkningen har mulighed for at dyrke de rekreative interesser. Det er urimeligt, at urentable jorde dyrkes bare fordi der er offentlige støttekroner at hente. Hold dog op med det pjat! Samfundet skal da ikke betale for jorde, som i realiteten ikke egner sig til at blive dyrket. Mange af disse jorde kræver stor tilførsel af gødning m.m. for at give et ringe udbytte og ofte med det resultat, at der sker en uønsket udledning af stoffer til skade for naturen. Støtten skal i stedet udnyttes til natur og miljømæssige tiltag, samt sikre muligheder for at opleve et varieret og mangfoldigt landskab. Naturmæssigt set er det marginaljorderne, der kan tilbyde den største variation, både i forhold til biodiversitet og rekreative muligheder. Det er samfundet som fællesskab, der via skattefinansierede støtteordninger betaler til arealernes opretholdelse, og derfor er det også et berettiget krav, at borgerne kan nyde disse arealers herlighedsværdier.

Stil krav om, at landbrugserhvervets interesser afvejes på linje med andre samfundsinteresser

De enkelte landbrugsbedrifter vil i fremtiden blive større. Den netop gennemførte liberalisering af Landbrugsloven giver mulighed for, at den enkelte landbrugsbedrift i fremtiden kan blive betydelig større. Det kan få meget uhensigtsmæssige konsekvenser for de interesser, der i øvrigt er knyttet til det åbne land. Naturen kan således blive forarmet, og mulighederne for at færdes i landskabet kan forringes.

Friluftsrådet foreslår derfor, at der indføres krav om, at der for bedrifter skal udarbejdes en ”Landskabsplan”. Landskabsplanen skal forholde sig til flora, fauna, landskabet (landskabsoplevelsen og landskabsæstetikken), kulturmiljøet og muligheden for at færdes og opholde sig i landskabet (markveje, stier m.m.). Den enkelte landskabsplan skal sikre, at der er en varieret natur med gode muligheder for befolkningen til at opleve området. Niveauet for hensyntagen til disse interesser i landskabet bør ikke forringes ved tilladelse til etablering af de større bedrifter. Samfundet bør snarere stille krav om, at der sker forbedringer. Landskabsplanen skal indeholde udviklingsperspektiver for alle disse hensyn.

Friluftsrådets forslag om udarbejdelse af Landskabsplaner kan ses som et bud på en udvikling væk fra den særstilling, som landbrugserhvervet har haft om ikke at skulle indgå i den sammenfattende fysiske planlægning. Der skal udarbejdes helhedsorienteret planer for udviklingen af det danske landskab og her skal landbrugserhvervet ikke have en særstilling og særlige undtagelser. Landbrugserhvervets interesser skal afvejes på linje med de mange andre samfundsinteresser i det åbne land.

For at søge at afbøde nogle af de uhensigtsmæssige konsekvenser, som de arealmæssige store landbrug fører med sig, skal der udvikles nye modeller og værktøjer til at agere planlægnings- og forvaltningsmæssigt. Friluftsrådet søger i samarbejde med Fødevarer & Landbrug at iværksætte et Projekt Naturnetværk, der har til formål at sikre, at biodiversiteten i disse store dyrkningsflader ikke blot sikres, men også udvikles. Vi vil gerne undgå, at der i fremtidens landskab ses store dyrkningsflader uden naturelementer som læhegn, vandhuller, diger, vildtremiser m.m.

Og når jeg nu er inde på disse store landbrug, må jeg nødvendigvis nævne, at vi i Friluftsrådet umiddelbart har forståelse for, at der for det fabrikslandbrug, vi har fået på husdyrsiden, bør gælde den samme miljøregulerende lovgivning som for øvrige industrivirksomheder. Slut med særlig lempelig miljølovgivning for landbrugerhvervet. Stanken fra en svinefabrik skal håndteres af samfundet på lige fod med stanken fra en kemisk fabrik. Det vil være hensigtsmæssigt at samle disse fabrikslandbrug i egentlige industriområder, hvor den nødvendige miljøteknologi er til stede, i stedet for fortsat at sprede landbrugsfabrikkerne rundt om i landskabet.

Også de nye områder med fritidsbrug skal reguleres

Den nye landbrugslov giver samtidig øgede muligheder for, at der fortsat vil ske en vækst i omfanget af "fritidslandmænd". Landzonen omkring de større byer bliver fortsat overtaget af fritidslandmænd og arealerne vil landskabeligt ændre sig med opsætning af nye hestehegn, plantning af mange nye læhegn, vildremiser m.m. Denne udvikling må samfundet også aktivt forholde sig til gennem bl.a. ved en sammenfattende fysisk planlægning. Det er jo dybt problematisk, at der rundt om byerne opstår "bræmmer" af landskaber fyldt ud med små fritidsbrug, fordi der er en udbredt tendens til, at de nye fritidslandmænd hegner deres jorde og forhindrer færdslen i landskabet. Det vi risikerer er bynære områder med lukkede landskaber, hvor den eneste mulighed for færdsel er den offentlige landevej. Der skal derfor stilles krav om, at der udarbejdes helhedsorienterede planer for udviklingen af også denne del af det danske landskab.

De rekreative værdier og muligheden for at opleve et varieret og mangfoldigt landskab forsvinder, hvis ikke samfundet påtager sig ansvaret for at sikre fællesskabets interesser også i disse dele af det åbne land. Fritidslandmændene skal lige så lidt som de store fuldtidslandmænd have særbehandling. De mange samfundsmæssige interesser i det åbne land skal afvejes i en politisk proces, både når vi taler om erhverv, naturbeskyttelse og rekreativ brug.

• 12.05.2010
• Erik Steen Kristensen
• Institutleder, Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø
• Århus Universitet

Nye udfordringer
Dansk landbrug står foran nogle store udfordringer med hensyn til faldende indtjening og samtidig tilpasning til nye miljøkrav. Et umiddelbart scenario er, som beskrevet i spørgsmålet, fortsat mange mindre fritidslandbrug i nærheden af de større byer og industrialiserede megalandbrug langt væk fra byerne. Denne form for geografisk specialisering i et erhvervsorienteret landbrug i Vestdanmark og et hobbyorienteret landbrug i Østdanmark vil få store konsekvenser for landskabet.

Det vil ikke løse miljøproblemerne i henhold til de nye vand- og naturplaner, og det vil naturligvis formindske indtjeningsmulighederne, når måske halvdelen af arealet forvaltes på hobbybasis. Der er derfor behov for at tænke i nye baner, hvor der bevidst planlægges efter at løse miljøproblemerne, sikre et varieret landskab og samtidig øge indtjeningen. Kodeordet er her biomasse til energi og andre relevante formål.

Danmark står foran store udfordringer på energiområdet. Regeringen har som mål, at i 2020 skal vedvarende energi udgøre 30% af det totale energiforbrug og 10% af transportenergiforbruget.
Energistyrelsen har netop foretaget en fremskrivning, der viser, at Danmark har relativt let ved at nå målet med hensyn til 30% vedvarende energi, derimod kniber det meget med hensyn til de 10% af transportenergien .

Biomasse til brændsel og brændstof
I modsætning til hvad mange tror, er det ikke vindenergi, men biomasse der er redningen for Danmarks energiforsyning. Energistyrelsen forventer således, at med de hidtil kendte politiske og økonomiske rammevilkår vil fast biomasse udgøre grundstammen i dansk energiforsyning. Her ligger altså en meget stor mulighed for dansk jordbrug i at producere f.eks. mere træ. Med de nuværende udbytteforhold er der faktisk brug for mindst 300.000 ha energiskov for at kunne leve op til de stigende behov for fast biomasse i 2020.

Den anden udfordring på energiområdet er at øge mængden af vedvarende energi til transport. Her kan landbruget også blive en vigtig leverandør af biobrændstof. Energistyrelsen forventer, at Danmarks behov vil blive dækket af importeret bioethanol baseret på sukkerrør eller majs. Det er imidlertid næppe en langtidsholdbar løsning, idet adskillige undersøgelser har vist, at den type førstegenerationsbiobrændstof, dels har en relativ lav energieffektivitet, dels har en negativ virkning på verdens fødevareforsyning.

Der er derfor brug for såkaldte andengenerationsbiobrændstoffer, dvs. bioethanol baseret på celluloseholdig biomasse såsom gyllefibre, halm eller græsmarksafgrøder. I Danmark er der flere store virksomheder, der arbejder på at udvikle disse teknologier. Når disse teknologier er udviklet er der et enormt stort potentiale for at udnytte biomasse til biobrændstof, fast brændsel og andre raffinerede produkter baseret på biomasse.

Mere energiskov og/eller græsmarksafgrøder til bioethanol og bioraffinering vil i forhold til korndyrkning betyde en væsentlig reduktion af landbrugets tab af kvælstof og andre næringsstoffer. De vil i høj grad også påvirke landskabet, men som følge af at der er meget stor variation i både højde og udseende, vil det give en række nye muligheder for at planlægge et mere varieret landskab, end det vi hidtil har kendt. Disse afgrødetyper kan derfor blive vigtige midler til at leve op til de kommende vand- og naturplaner.

Problemet er imidlertid, at med de nuværende pris- og udbytterelationer er dansk produceret træflis og græsmarksafgrøder til bioethanol og bioraffinering næppe konkurrencedygtigt. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, dels at prisrelationerne jo i høj grad er politisk bestemte og at miljømæssige goder næsten altid kræver støtte fra samfundet, dels at der er gode muligheder for at øge udbyttet gennem anvendelse af ny teknologi og produktudvikling.

Svaret på spørgsmålet i titlen er derfor: Målrettet planlægning og regulering samt investering i forskning og udvikling i tilknytning til disse nye behov for viden.

• 12.05.2010
• Peter Esbjerg
• Professor
• Københavns Universitet, LIFE

Ser man på den løbende udvikling i størrelsen af danske landbrugsejendomme kan ingen være i tvivl, med mindre der kommer et fuldstændig uventet politisk indgreb. Allerede i starten af dette årti var væksten i ejendomme over 100 ha iøjnefaldende (Landbrugsrådet, nu Fødevarer og landbrug). Samme organisation har i sin 2009 oversigt interessen rettet mod bedrifter over 400 ha, som havde en antalstilvækst på 17% på blot et år – et godt pejlemærke for en udvikling som i princippet understøttes af de nylige lovændringer omkring ejerskabet af landbrugsejendomme. De meget store ejendomme har flere aspekter, hvoraf nogle er landskabs-æstetiske. Det gælder f.eks. udseendet af meget store siloer og stalde, som kan ses milevidt. Ligeledes kan det diskuteres om kæmpemarker med samme afgrøde er særlig smukke (eller det modsatte). Det skal imidlertid ikke diskuteres i dette indlæg, som i stedet skal fokusere på de biologiske effekter af meget store brug med meget store marker. Forfatterens baggrund er 30 års arbejde med især skadedyr og deres bekæmpelse, samt heraf 15 år også med arbejde vedrørende landbrugsdriftens indflydelse på biodiversitet; dvs. mangfoldigheden af arter og levesteder for arter i agerlandet.

Stormarks-problematikken: Fragmentering og forsvinden af levesteder.

Fra ankomsten af de første små traktorer lige efter anden verdenskrig startede en udvikling mod stadig større marker: Én mand kunne pludselig klare et meget større areal, og en traktor med redskab skal bruge vendeplads. Jo større maskiner, jo mere ønske om store marker. Samtidig betyder anvendelse af kunstgødning og bekæmpelsesmidler, at man i betydelig grad kan undvære et mere kompliceret sædskifte og f.eks. nøjes med bare 2-3 forskellige afgrøder på store flader, der så have lidt hjælp mod næringsmangel og skadegørere.
Når marker slås sammen fjernes skel, hegn, grøfter etc. og dermed levesteder og biologiske forbindelseslinier, altså står småstumper tilbage. Den biologiske sum af virkninger er enkel: Der er mindre leve areal og en del foreligger i så små stykker, at bestande af planter og dyr er under eller på randen af det levedygtige. Ydermere er mange af småstykkerne så isoleret fra hinanden (en klassik fragmenteringseffekt) at de ikke kan opnå tilstrækkelig fornyelse af arvemateriale, gener. Resultatet er hurtig eller oftere gradvis forsvinden af arter. Denne mekanik er særlig relevant for et hårdt udnyttet land som Danmark, hvor oprindelig natur udgør meget lidt og hele 62% af arealet dækkes af et yderst intensivt landbrug.
En særegen tillægstrussel til areal-problemerne knytter sig produktion til bioenergi. Hvis den passus i ”Grøn Vækst” (Regeringen 2009) om at rande langs vandløb kan dyrkes med pil eller værre elefantgræs til energi kan store værdifulde randarealer ende i noget homogent og biologisk fattiggørende af mærkbar størrelse.

Oveni areal-begrænsning kommer afgrødeensartethed og tryk fra næringstoffer og pesticider.

Når planter og dyr kun har ganske små, og ret få levesteder bliver de endnu mere påvirkelige af det, der forgår på markfladerne. En meget stor ensartet hvedeflade byder over en lang periode på meget lidt fugleføde, og mængden af føden i marker bliver yderligere markant mindre, især pga. systematisk ukrudtsbekæmpelse og hyppig insektbekæmpelse. - I Danmark sprøjtes hver hektar agerjord i gennemsnit 2-3 gange pr. år (Miljøstyrelsen 2009), og selv om visse arealer i andre lande får mere, er vores særlige problem den systematiske belastning af en så stor andel af Danmark. Denne belastning går også ud over kanterne af alle de tilbageværende små-levesteder, som desuden er under et konstant tryk af den dyne af fordampet kvælstof som hænger overalt over Danmark. Denne dyne af forurening med landbruget som største gennemsnitskilde er desuden et problem også for store ikke- landbrugsarealer som heder, højmoser, lavvandsarealer mm.
I hele dette spil taler intet for, at de store brug vil gøre noget venligere for naturindholdet end gennemsnittet. Tværtimod er det fra disse sider, og især landbrugsorganisationerne, at man møder udtrykket ”rationel landbrugsdrift” igen og igen. Det indebærer som grundregel, så meget gødning som man overhovedet kan få lov at hælde ud – der er jo et gedigent overskud af gylle mange steder.
Mht. anvendelsen af bekæmpelsesmidler er der en særlig hage. Således udtrykkes det ofte, at når brugene bliver store, er det for tidskrævene at undersøge om der nu er eksempelvis så mange bladlus i kornet, at sprøjtning kræves. Man sprøjter bare, da det jo er rationelt i henhold til billigheden af midlerne. – Parentes bemærket vil 30% afgift ingen virkning have i det samlede regnestykke. Agerlandets naturindhold betaler prisen!

Kan store brug gøre noget godt, eller er det kun de små deltidsbrug?

I en del kredse med opmærksomhed på natur er der en næsten tyrkertro på de små brugs min dre skadelighed. Det er til dels rigtigt, hvis man fokusere på brug som lægger lille vægt på indtjening, og bl.a. har miljøvenlighed som mål. Men, der er også små brug, hvis driftsledere ikke har den professionelle dygtighed, som findes på de store brug. Sådanne småbrug kan udgøre en lokal belastning, men dels findes der intet klart billede af tilstanden, og dels vil de små brug nok komme til at udgøre en meget lille arealandel sammenlignet med de store brug.
Det virkelig interessante spørgsmål er, om de store brug kan bringes til at udøve professionel dygtighed i relation til natur- og landskabsproblematik. Der er f.eks, betydeligt grundlag for at tro, at netop de store brug med basis for avanceret teknisk udstyr kan bringe anvendelsen af næringstoffer og pesticider langt ned. Der er også grund til at tro, at naturelementer kan indorganiseres på en biologisk rigtig måde og med begrænsede gener for landbruget, hvis de rigtige tilskyndelser findes.

Der, hvor tampen brænder.

Der er et stort bagved liggende problem i hele sagen om landskab og ikke mindst naturdelen. Vi har i Danmark OVERHOVEDET INGEN sammenhængende naturlov. Grøn vækst er nok blevet fremlagt som et stort skridt for naturen, men set med skarpe faglige briller er det vækstplan for landbruget, der foregiver at ville naturen det godt. MEN såkaldt ny natur er altovervejende genbrugsnatur, og sikringen af landbrugets råderum er meget tydelig. Når det så er sagt skulle vi egentlig gerne have et landbrug, men til hvilken pris for landskab og natur? Her ligger en stor opgave og et klart ansvar på Christiansborg. Og, mens landmændene naturligt er meget delte med både natur-venlige og andre, som absolut ikke er det, er der overordnet et stort ansvar hos landbrugsorganisationerne, nu Fødevarer og Landbrug. Her er tiden moden til, at man tager stilling til, om man vil være ærlig – ikke foregivende, og mester i at afkonkretisere politiske tiltag ved bl.a at sikre sig frivillige aftaler, sikre at tilskud ikke går ret meget til natur osv. – og melde ud, enten som værende i konflikt med store dele af det øvrige Danmark, eller som en ny ansvarlig part. Fra Christiansborg er det afgørende, at man tør lave love og ikke mindst dirigere tilskud, f.eks så det bliver rentabelt for interesserde landmænd at pleje enge og overdrev, der er blandt det mest truede af dansk natur. Man skal også turde stille krav til de nye store brug. ”Små-naturen” skal beskyttes bedre og linieformet natur (f,eks vandløb +,kanter, hegn med rande, tørre højderygge o.l.) til sammenbinding skal sikres og udbygges. Ellers er det farvel til nogle væsentlige dele af allerede fattiggjort dansk natur i løbet af 10-20 år. Dette skal ses i et helt særligt perspektiv udtrykt af adfdøde Svend Auken: Landbruget er det sidste erhverv, der modtager store tilskud (størrelsesordene 10 milliarder pr. år) til bl. a. at ødelægge fælles værdier. – Selv førende økonomer har på det seneste i dagspressen rejst en del tvivl om landbrugets reelle økonomiske værdi, bl.a. i lyset af skadelige virkninger på naturen. De fleste danskere vil nok gerne forsat have et omfattende landbrug, men det er vel på tide, at bl.a. tilskud giver sig udtryk i lidt bredere hensyn – bl.a. til vor fælles natur.

• 12.05.2010
• Ove Kloch
• Adm. direktør, koncernchef
• Hedeselskabet

Industrialiseringen af landbruget kan bane vejen for, at vi får øget biodiversiteten i landskabet og kan reducere belastningen med næringsstoffer, pesticider og drivhusgasser. Det er jo det, der er visionen bag Grøn Vækst. Problemet er, at det kniber med at omsætte visionen i konkrete initiativer.

Først og fremmest skal landbruget i gang med en vurdering af potentialet i at organisere sig i selskabsform for derigennem blandt andet bedre at kunne finansiere innovation og udvikling af en bæredygtig produktion af kvalitetsråvarer på basis af nye teknologier. Samtidig skal der sættes fart i den teknologiske udvikling i landbruget.

Udviklingen skal omfatte teknologier som biogas, der kan skabe kontrol med næringsstoffer og drivhusgasser. Men det er også nødvendigt med nye teknologier, eksempelvis minivådområder, der skal rense drænvand for næringsstoffer. Det er også nødvendigt med nye teknologier til pesticidfri vedligeholdelse af afgrøderne. Her bør vi være åbne over for selv mere kontroversielle muligheder som genmodificerede planter, der kan give højere udbytter, bedre kvalitet og dermed mindske arealbehovet – og samtidig reducere pesticidforbruget på grund af højere modstandsdygtighed over for sygdomme.

Landbrugets dårlige økonomi gør, at det ikke selv kan løfte opgaven. Udviklingen kræver massiv støtte fra samfundet, både i form af finansiering, bedre lovgivning, bedre støtteordninger – såsom højere afregningspriser for el fra biogas – og hjælp til udvikling af teknologier og knowhow.

Til gengæld for denne hjælp skal landbruget medvirke til en mindre belastning af omgivelserne. Højere udbytter og bedre kvalitet i produkterne (højere værdi for landbruget) skal udnyttes til at indskrænke dyrkningsarealet, så naturen får mere plads. Dette skal sikres gennem ny, klar lovgivning, flere ressourcer til miljøovervågning i staten, effektiv og miljø- og naturforvaltning i kommunerne og sidst, men ikke mindst, at samfundet står sammen om at løfte opgaven.

• 12.05.2010
• Kirsten Holst
• Formand
• Fagforeningen for jordbrugsakademikere

Der er brug for flere zoner i arealplanlægningen, og vi skal undgå højproduktiv og miljøbelastende landbrugsproduktion tæt på følsomme naturområder.

I Danmark har vi brug for at finde en balance mellem natur og landbrugsdrift. Vi bor i et lille land. Vi dyrker jorden mere intensivt end de øvrige nordiske lande og mange af de store centraleuropæiske lande i EU. Det betyder at vores natur ikke bliver tilgodeset nok. Vejen frem er at benytte arealerne mere hensigtsmæssigt og ansvarligt.

Krise og kritik af kommunerne
Det gør ikke situationen lettere at landbruget netop nu er i krise, og at Danmark har brug for indtægtsgrundlaget til understøttelse af den nationale økonomi. Regeringen har forsøgt at gribe ind med hjælpepakker. Men der er brug for mere fokuserede løsninger. Samtidig er der problemer med kommunernes behandling af landbrugets ansøgninger om udvidelser. Kommunerne kritiseres fordi behandlingen tager for lang tid og enten er for kritisk eller for velvillig i forhold til landbrugets ønsker. Alt efter hvem der kritiserer og varierende fra kommune til kommune. Nu viser det sig, at kommunernes afgørelser påklages til miljø- og naturklagenævnene som underkender kommunernes afgørelser. Det bremser udviklingen, og undergraver tilliden til kommunernes sagsbehandling. Det er desuden frustrerende og irriterende for embedsværket. Problemerne ligger nok mere i hele regelgrundlaget, som ikke giver kommunerne en chance for at løse opgaven.

Fjern konflikterne nu
Der er behov for gennemgribende forandringer. Det vil være naturligt at begynde med at fjerne de værste konflikter. Et mål kunne være helt at undgå højproduktive og miljøbelastende driftsformer så tæt på at de påvirker følsomme naturområder. I stedet skal man sætte gang i en omlægning ved at lave aftaler med landmændene om alternative produktionsformer, der er i balance med naturen. Man kunne også foreslå at nedlægge disse landbrug, men pointen er, at jorden jo skal passes. Det er vigtigt at bevare en produktion på arealerne, men at undgå miljøbelastningen. Dette vil give luft for andre landbrug på mere robuste jorde – fx fleksible rammer for kvælstofforbruget. Altså mere lempelige rammevilkår for de resterende landbrug.

En udfordring at lukke effektiv drift
Ideen om en tvungen omlægning af landbrug i særlige områder rummer naturligvis en fare for at de ikke vil være økonomisk rentable og den udfordring må i en overgangsperiode kræve ”betaling” for at landmændene leverer en ”vare”, som samfundet efterspørger, men som forbrugerne ikke vil betale for. Med tiden må hjælpen erstattes af nye aktiviteter og kreativiteten finde vej til velegnede produktionsformer, der kan fastholde en balance med den følsomme nærliggende natur. Økologi er en betydelig del af løsningen, men ikke al økologisk drift lever op til kravet om en absolut minimal miljøbelastning.

Det er selvfølgelig en udfordring at skulle lukke en miljøbelastende og effektiv produktion på visse eksisterende landbrug. Landbrugets egne organisationer kan ikke selv foreslå denne løsning. Derfor skal initiativet komme andre steder fra, og det bliver ikke let. Men det er nok den eneste vej til en fornuftig balance mellem naturen og landbruget på lang sigt. Jo før der kan sættes en stopper for udbygningen af de landbrug, der er uheldigt placeret ved følsomme naturområder, jo lettere bliver det at lukke for den intensive drift, og dermed standse den affødte miljøbelastning.

Nye zoner i landskabet
Der skal udarbejdes metoder til at udvælge de landbrug, der af hensyn til naturen skal miste ”retten” og friheden til at fortsætte den intensive drift. Der vil være krav om fuld kompensation og fokus på krænkelsen af den frie ret til at drive sit landbrug. At gribe ind i visse landbrugs drift stiller krav til kommunerne og kræver et nyt planlægningsværktøj og beslutningsgrundlag. JA har i foråret sat fokus på ”det politiske landskab”. I den forbindelse var der flere ideer om at revidere de nuværende zoner i arealplanlægningen. Især var det en ide, at opdele landzonen i flere zoner. Fx to zoner der hhv. kunne prioritere landbrug og natur. Formålet med de nye zoner er på den ene side at styrke naturen. På den anden side er det et formål at fremme miljøgodkendelserne for produktionslandbrugene de rigtige steder, så udvidelserne sker forsvarligt. Men det kan ikke gøres på det nuværende lovgrundlag. Man hører fra mange sider, at lovgrundlaget for godkendelser af landbrugets udvidelser giver uklare rammer for, hvad der skal lægges vægt på. Vi skal have en samlet national plan og kommunale planer, hvor man har taget en beslutning om, hvor der er natur der skal bevares, og hvor vi skal placere produktionen. Sådanne planer må selvfølgelig også se på økonomien i forslaget.

Sikkerhed for landbrugets investeringer
Det er dog ikke gjort med at få et par nye zoner. Der skal også tages stilling til hvordan man tilrettelægger et planlægningsværktøj, som både beskytter naturen og giver erhvervet sikkerhed for fremtidige rammer for produktion, så det kan svare sig at investere. På den måde vil man give landbrugeren i de områder, hvor der er plads og grundlag for at udvise produktionen, de rette muligheder for at gøre det. Det er på den anden side vigtigt hurtigst muligt at sende klare signaler til de landmænd der fx bor tæt op af højmose, et større vådområde eller andre sårbare habitater, at her har samfundet valgt at lade naturen komme først.

Det kan kun gå for langsomt
En konsekvent opdeling i zoner vil også give den nødvendige beskyttelse af de biotoper, som man har besluttet skal bevares for eftertiden, uden at man sætter samfundsøkonomien over styr. Både natur og produktionslandbrug er en vigtig del af fremtidens Danmark. Vi skal fortsat kunne have en lokal fødevareproduktion som grundlag for en omfattende forarbejdningsindustri og en livsnerve i udkantsområderne. Vi har nemlig brug for at bevare job og aktiviteter i disse områder. Med et erhverv i krise er der brug for nye rammer, som giver erhvervet tryghed. Man må stole på, at staten og kommunerne magter at udtænke et nyt planlægningsværktøj, så kommunerne får et bedre beslutningsgrundlag, og erhvervet får en klar fornemmelse af, hvad fremtiden vil bringe. Tilsyneladende er der under alle omstændigheder mange gode grunde til at se nærmere på det aktuelle lovgrundlag for godkendelser på landbrugsområdet, så man kan lige så godt komme i gang. Hverken naturen eller landbruget har godt af at vente. Man skal ikke lade sig stoppe af, at det bedste er det godes værste fjende.

• 12.05.2010
• Niels Henrik B. Nielsen
• Formand
• Foreningen for Landboturisme

Særlig to ekspertudsagn præger debatten. For det første at fritidslandmænd lader jorden gro til. For det andet, at fødevareproduktionen vil samles på få, megastore industribrug. Debatten spår at følgerne vil være, at det varierede og mangfoldige landskab forsvinder og at det samme gælder de rekreative værdier.

Vedrørende det første af de to gængse ekspertudsagn, så nægter jeg at tro, at jordbrugere, store eller små, vil lade jorden gro til planløst. En gruppe af mindre jordbrugere vil dog snarere, hvis de rette betingelser er til stede, udvide deres rekreative områder, genfinde natur (nye søer og skove) eller evt. dyrke energi på markerne. I forhold til de rekreative værdier, så er jeg ikke i tvivl om, at de større landbrug fortsat, som de også gør i dag, vil tænke i landskabspleje, samtidig med at de har en stor fødevareproduktion. Landmændene har ingen ønsker om at ødelægge rekreative værdier. Vi har i Danmark levet med, og levet af jorden i tusinder af år. Og vi har et kulturlandskab, hvor naturen bliver tænkt ind, og tilgodeset de allerfleste steder.

De rekreative værdier udgør en mulig indtægtskilde for det pressede landbrug. Landboturismen kan spille en rolle her; nogle steder som en kombination af produktion og turisme, andre steder som bierhverv eller udviklet til hovedindtægten. Fælles er ønsket om at pleje og vise naturen.

Dermed vil svaret på ugens spørgsmål være: ”Ja, det danske landskab kan overleve fremtidens landbrug. Og ikke bare overleve, men også udvikle og anvende landskabet.”

• 14.05.2010
• Ole Roed Jakobsen
• Formand
• Danmarks Jægerforbund

Ønske om mere vildtvenlig drift dræbes af overfortolkninger og for skrappe kontrollanter!

Vildtets naturlige levesteder reduceres stærkt i disse år grundet landskabelige ændringer i form af tilgroning, dræning og sammenlægning af mindre dyrkede områder til store og ofte mere monotone områder (kæmpemarker med én afgrøde). Kvælstofudvaskning og pesticider er en anden udfordring!

Jægernes fingeraftryk
Én af de grupper, der i dag har den største indflydelse på landskabets rekreative værdi, er jægerne. Den langt overvejende del af den natur- og landskabspleje, som private jordejere foretager eller lader jægere gennemføre, er motiveret af jagtinteresser. Jagt er uden sammenligning det største aktiv i arbejdet med at sikre et varieret og mangfoldigt landskab med effektiv fødevareproduktion, som integrerer naturhensyn og landskabsæstetik. Plantning af remiser, levende hegn, skove, etablering og pleje af søer og vådområder sikrer markens vildt og insekter, krybdyr og padder gode livsbetingelser og medvirker til variation og mangfoldighed.
Fremtidens landskabsudvikling er afhængig af de muligheder, landbruget gives for at integrere natur- og landskabshensyn i fødevareproduktionen. Danmarks Jægerforbund ønsker en intelligent og effektiv fødevareproduktion, hvor rekreative værdier integreres, så det er økonomisk selvbærende.

Væk med vanetænkning
Høringen om ”Biodiversitet 2010 – hvordan når vi målene?” konkluderer, at Danmarks natur er alt for ensartet. Der mangler småbiotoper og den stadig mere intensive udnyttelse af jorden skærper opmærksomheden på forvaltning af vildtet i det åbne land. Der er behov for beskyttelse og pleje af en række vildtarter, og dermed et varieret og mangfoldigt landskab. Motivationen for at dette sker, er primært jagtinteresser.

Det kan betale sig
Den økonomiske gevinst ved etablering af natur- og vildtpleje vil ofte kunne afspejles i direkte og indirekte gevinster.
- Direkte gevinst opnås først og fremmest ved, at jagtmulighederne forbedres. Den værdi kan forholdsvis nemt kapitaliseres ved udlejning af jagtretten eller salg af ejendommen.
- Indirekte gevinst kan hentes gennem afsmittende effekt på jordbruget: Natur- og vildtplejetiltag understøtter produktionen ved at bidrage til forbedret miljøstatus for ejendommen.

Skab bufferzoner
Vildtbeplantninger, udyrkede striber eller faunazoner med vildtafgrøder skal udgøre bufferzone mellem et dyrket areal og en sårbar natur. Dermed er der skabt foranstaltninger, der reducerer tab af næringsstoffer til vandmiljøet og gode levesteder for vildtet, insekter, krybdyr og padder.
Udsåning af efterafgrøder reducerer næringsstoftab (især nitratudvaskning) og er pragtfuld grøngødning, der samtidig giver vildtet føde- og dækningsmuligheder.

Landbrugets tilskudsregler skal forbedre mulighederne for at integrere natur- og landskabelige hensyn i driften af landbrugsarealer i omdrift.

Vi ved, at den største barriere for gennemførelse af miljø, natur og vildtplejetiltag skyldes usikkerhed og risiko for økonomisk tab pga. disharmoni mellem enkeltbetalingsansøgningens indberetninger og markernes faktuelle tilstand. Erfaringerne viser også, at de landmænd, som allerede tager miljø-, natur- og vildtplejehensyn og lader naturen udvikle sig naturligt, rent faktisk ofte er i fare for at miste landbrugstilskud, fordi markerne ikke længere lever op til de politisk bestemte produktionsvilkår, som EU-lovgivningen dikterer.

Unødigt bureaukrati
Unødigt bureaukratiske, tvetydige og uklare regler skal forenkles. Miljøministeriet og Fødevareministeriet må sammen få reglerne koordineret, så vi på samme tid opfylder dyrkningskravene fra EU og understøtter ønsket om både et bedre og højere naturindhold i landbrugslandet samt en minimering af miljømæssige påvirkninger af især vandmiljøet. Danmarks Jægerforbund spørger: Hvorfor må der kun etableres barjordsstriber langs markkanter? Hvorfor er vildtagre i renbestand ikke støtteberettiget? Hvorfor er der fastsat et max på 6 m og max 10 procent ved etablering af vildtstriber? Hvorfor må der ikke etableres vildtstriber i permanente græsarealer? I andre EU lande udlægges større og mindre arealer som vildtagre, og konkret udlægges vildtagre som biodiversitetsfremmende tiltag. I England gives der sågar særskilt tilskud til det!

Beløn nu de landmænd, der reelt tager hensyn til natur og miljø på eget initiativ. Det drejer sig især om mulighed for at etablere miljø- og naturbræmmer og beplantninger, der reducerer næringsstoftab og samtidig bidrager til øget biodiversitet.
Danmarks Jægerforbund har udarbejdet forslag til en miljøplan baseret på den enkelte ejendom. Løsningen ligger derfor lige for, men den kræver politisk handlekraft og en konstruktiv dialog mellem alle parter i form af både naturbrugere og naturbeskyttere.

• 14.05.2010
• Per Clausen
• MF, Miljøordfører
• Enhedslisten

Dansk landbrug er i dyb krise. Det, der i den danske selvforståelse har været det primære erhverv, har nu i en årrække kørt med underskud. Driften kan kun opretholdes gennem massive EU-tilskud.. Gælden har nået astronomiske højder, senest er den opgjort til ca. 360 mia. kr.. Landmændene er nu mere afhængige af de finansielle vejrudsigter end de meteorologiske. De enorme investeringer har betydet, at det er stort set umuligt for nye landmænd at etablere sig, med mindre de kan arve en bedrift.

Tendensen de seneste 30 år har været: Større brug, flere investeringer, optimering af driften, for at presse hver enkelt 50 øre ud af dyr og jord. En produktion der har lagt beslag på 2,6 mio. ha. i Danmark (62% af arealet) og mindst 1,2 mio. ha. i 3. verdenslande til produktion af foder til vores 25 mio. svin.
Situationen er ret enkel. Fortsætter vi ad det nuværende spor er en fortsat dansk landbrugsproduktion illusorisk. Derfor må vi gå en helt anden vej. Vi må fjerne landbruget fra bankers og kreditforeningers kontrol og omlægge til en produktion, hvor værditilvæksten er maksimal i stedet for en stadigt større og mere effektiv produktion af de relativt billige produkter, som landbruget i dag ”lever af” at producere. I den sammenhæng er en omstrukturering af ejerformerne et vigtigt element.

Landbrugsjorden skal overgå fra privat til offentligt ejerskab for at sikre en demokratisk styret produktion af økologiske produkter. Ved at sikre demokratisk kontrol med landbrugsbedrifterne kan driften tilrettelægges på baggrund af overordnede samfundshensyn som f.eks. naturbeskyttelse.
Konkret foreslår Enhedslisten etablering af en statslig jordbrugerfond der opkøber landbrugsejendomme – f.eks. i forbindelse med tvangsauktioner. Jordbrugsfonden skulle finansieres gennem promillefondene, pesticidafgifter osv. Opkøbte ejendomme skal senest et år efter opkøbet overgå til økologisk drift og for nogle ejendommes vedkommende skal de helt eller delvist udtages til naturarealer. De landmænd, der er interesserede og hvis jord er blevet overtaget af det offentlige, får tilbud om at fortsætte som forpagtere eller ansatte.
Samtidig med denne omlægning er det nødvendigt at se på arealanvendelsen. Dansk landbrug lægger i dag beslag på 62 % af arealet. Biodiversiteten er truet, flere arter kommer på rødlisten og monokulturer vinder frem. Derfor er det nødvendigt at gøre en aktiv indsats for at sikre en fortsat varieret natur – ikke kun natur for menneskenes skyld (rekreativ) men også natur blot for naturens skyld (uberørt natur). De krav vi internationalt stiller om bevarelse af naturområder bør også gælde i vores egen baghave.

Der skal udtages landbrugsarealer, der i stedet skal overgå til naturarealer. Enhedslisten foreslår at 1 /3 af Danmarks areal udlægges til natur. Det er 10 % mere end i dag.
Samlet set vil en omlægning til 100 % økologi, nedbringelse af svineproduktionen med min.50 %, samt udtagning af landbrugsjord så der er naturarealer på 33% af Danmarks areal, formodentlig være nok til at sikre at N-udledningen til havet bliver reduceret med de 20-27.000 T som Naturrådet har anslået er nødvendigt for at Danmark kan leve op til implementeringen af vandrammedirektivet og vil derfor være et seriøst bud frem for den aldeles uambitiøse plan regeringen har lagt frem.
I forhold til at sikre rent grundvand til fremtidens generationer er øgede naturarealer, skovrejsning og udbredelse af økologisk dyrkning også af stor betydning og bør derfor have ekstra høj prioritet i de områder, hvor der er særlige grundvandsinteresser, gerne i samarbejde mellem flere kommuner.
I dag har vi et landbrug der er dybt forgældet, producerer med underskud, udflager de fleste arbejdspladser i følgeindustrien, lægger beslag på 62 % af det samlede areal, producerer 25 mio. svin med deraf følgende miljøbelastning, importerer 4 mio. tons sojaprotein (over 500 kg pr. indbygger), er ekstremt transportkrævende og dermed co2 udledende og med landmænd der konstant er truet af økonomisk undergang.

Hvis vi satser på en anden udvikling, kan vi sikre en miljømæssigt bæredygtig sammenhæng mellem produktion, arealanvendelse og natur, der sikrer at der ikke produceres flere dyreenheder end jorden kan optage kvælstof fra. Et sådant sporskifte kunne sikre en mindre transportkrævende produktion med langt flere lokale arbejdspladser og en langt støre værditilvækst i produktionen. Med rimelige vilkår for både natur og mennesker.

• 16.05.2010
• Knud Haugmark
• Herr

Glem alle drømme om et bæredygtigt erhverv. Bønderne låner 100 mio. kroner - OM DAGEN, for at betale for deres svinedyre hobby. Underskud 2008 -10: 12.7 milliarder kroner i følge svineministeren himself, og han burde vide det. Gennemsnitlig gæld pr. bedrift: 25 mio. Hvem kan betale den tilbage, når svineerhvervet sætter 16 mio. over styr OM DAGEN. Tilskudsandel af indkomsten: 62%. Danmark skal befries for dette gøgeungeerhverv, som udsuger de offentlige kasser, ødelægger drikkevandet og truer os alle på livet med resistente bakterier. Disse kriminelle* nasserøve skal omskoles til fornuftige værdiskabende beskæftigelser og moralsk opdrages, så de begynder at klare sig selv og ikke bare forlanger "teskoj", hver gang de har forkøbt sig i en ny traktor eller en lækker udestue...
*svindel med farvet diesel, overproduktion, ulovlig pløjning ved naturmindesmærker, fusk med tilskudsordninger etc. Det udelukkes dog ikke helt, at der findes lovlydige bønder.

• 17.05.2010
• Peder Størup
• Indehaver af
• Naturbeskyttelse.dk

Det er selvfølgelig positivt, at der afsættes penge til naturgenopretning, men det er meget bekymrende, at den eksisterende natur ikke sikres først.

Som det mest intensivt dyrkede land i verden, er den danske landbrugsdrift meget hård ved naturen og landskabet. Naturbeskyttelse.dk har dokumenteret, at selv de naturbeskyttede arealer lægges under plov. Landbruget har dertil hidtil svigtet samfundet ved ikke at sænke forbruget af sprøjtegift, ikke udlægge og overholde beskyttelseszoner langs vandløbene, dyrke ind i beskyttelseszonerne omkring gravhøjene, for bare at nævne nogle alvorlige problemer.

Den udvikling truer ikke kun biodiversiteten, men også det landskab og den kulturhistorie, vi forbinder med Danmark. Uden de små naturlommer vil de større naturområder komme til at ligge isoleret og afsondret fra hinanden, og den nødvendige genetiske udveksling af arter vil ikke finde sted. Kort sagt er pengene givet dårligt ud til nye naturområder, hvis vi ikke sikrer de eksisterende først. Dertil ødelægger vi det store turistpotentiale, der ligger i at have et varieret landskab med en rig natur.

Det må vel også siges at være lidt meningsløst, at samfundet i den ene ende investerer store summer i naturgenopretning for at skabe mere natur og fjerne næringsstoffer, mens industrilandbruget i den anden ende fjerner natur.

En god investering

En ny rapport bestilt af EU-Kommissionen (The Economics of Ecosystems and Biodiversity) http://www.teebweb.org/ slår fast, at der kan være mange penge at spare ved at investere i naturbeskyttelse.

Naturen sikrer nemlig fri adgang til blandt andet rent vand og naturlig klimaregulering, og det er ofte billigere at sikre økosystemet end at skulle investere i teknologiske løsninger. Rapporten opfordrer derfor til, at der arbejdes intensivt for at sikre en bedre forståelse for vigtigheden af økosystemet og biodiversitet. Det skal også sikre, at klimaforandringerne begrænses.

Et sted man kunne starte var at fjerne jordskatterne fra naturarealer.

Det foreslås:

Naturbeskyttede §3-arealer og jorder omfattet af skånsom drift fritages for jordskatter. Dette vil lette den økonomiske belastning for de bedrifter, som har meget natur på deres ejendom, og tilskynde til naturvenlig drift og pleje til gavn for truede planter og dyr. Det er i samfundets interesse at sikre og fremme naturen. Derfor er det absolut rimeligt, at den økonomiske byrde fjernes helt fra naturarealer. Skatten opretholdes på det nuværende niveau for de dyrkede arealer, og halveringen af jordskatterne for intensivt dyrkede arealer tages af bordet.

Ved at fjerne jordskatterne helt fra naturarealer, belønner man de landmænd, som rent faktisk har leveret varen, efter devisen om 'noget for noget'. En lignende ordning kendes i dag fra fredede bygninger, som er fritaget for grundskyld.

• 19.05.2010
• Rasmus Dalhoff Andersen
• Forstkandidat
• Naturforvaltning

Det er ikke reelt løsningsorienteret at fokusere på ændret anvendelse af landbrugets produkter (= dyrkning af biomasse til energi), som en del af løsningen på klimaproblemerne. Dele af landbrugets grundlæggende produktionsmetoder er årsag til klimaproblemer. Der må og bør tages fat om roden på problemerne før symptomerne behandles – ellers giver det ingen mening i en samlet bæredygtighedsbetragtning.

Landbrugets store udledning af klimagasser, er stærkt knyttet til behovet for at maksimere udbyttet og dermed forblive konkurrencedygtige, lokalt såvel som globalt. Det er en almindelige forudsætning for et hvilket som helst liberalt erhverv. Landbrugets problem er at omverdenen ikke behandler dem, som det liberale erhverv de er. Dette afspejler sig af landbrugsloven og ikke mindst støtteordningerne, der virker som kunstigt åndedræt for et ikke-bæredygtigt erhverv.

Den nyeste revision af landbrugsloven har givet erhvervet et friere spillerum, hvilket er et skridt i den rigtige retning. Det der mangler for at følge liberaliseringen til dørs er de sæt af regler, der gælder for ethvert andet liberalt erhverv, der har en kraftig påvirkning af sine omgivelser. Her tænker jeg især på grundprincippet i den danske miljølovgivning: At forureneren betaler.

At landbruget er en stor kilde til forurening er der ingen tvivl om. Det er ikke praktisk muligt at have et erhverv, der optager tæt på 2/3 af Danmarks areal og samtidig er bære- og konkurrencedygtigt, når der konkurreres globalt på kvantitet. Der kan tages mange skridt i den rigtige retning, men heller ikke økologisk, intensiv produktion er fuldt ud bæredygtig. Spørgsmålet er hvor tæt på en ægte bæredygtighed vi ønsker at komme? - Ingen ønsker os tilbage til bondestenalderen!

Derfor skal der her og nu tages fat på de vigtigste virkemidler, hvis dansk landbrug for alvor skal bevæge sig i den rigtige retning.

Fortidens synder
Vi skal anerkende og acceptere de tiltag der tidligere er udført for at højne produktiviteten: Europa skulle være selvforsynende med mad, så moser, søer, fjorde og andre lavbundsarealer blev drænet. Naturlige åer og bække blev udrettet og uddybet for at kunne lede drænvandet ud til havet. Metoder til industriel produktion af kunstgødning blev opfundet. Det var ekstremt energikrævende, men ikke noget stort problem dengang fødevaremangelen var hovedfjenden. Meget skete med statstilskud og offentlig hæder til ophavsmændene, så alle er ansvarlige - ingen er skyldige. Vi fik alle et tryggere liv, forsyningssikkerhed og større materiel rigdom - nogen mere end andre.

Vi har sejret ad h... til over fattigdommen - og naturen!

Fremtidens udfordringer
De sidste 20 til 30 år er der overproduceret lavkvalitetsfødevarer til lagre og eksporttilskud til udviklingslande. Et overbelånt landbrug i likviditetsproblemer kæmper en daglig kamp for opdyrkningen af lavbundsarealerne. Grunden til at ådale, tidligere mose-, sø- og fjordbunde holdes opdyrket er, at mange landmænd vil gå fallit, hvis disse arealer mistede opdyrkningsretten og dermed deres papirværdi i bankernes solvensregnskaber.

Udover det enorme tab af vand og natur i landbrugslandskabet, er dræning også et klimamæssigt problem af dimensioner. Drænede, humusrige jorde afgiver helt eksorbitante mængder af drivhusgasser på landsplan – og det kan i bund og grund ikke engang betale sig at dyrke mange af dem, uden tilskud!

Sideløbende med klimaproblemet har dræning den bi-effekt at også søer, vandløb og hovedvande påvirkes i en grad, så EU løfter pegefingeren og forbereder åbningsskrivelser om manglende indsatser for vandmiljøet. Derfor har staten planlagt at bruge milliarder - af EU’s penge - på at rette op på tilstanden. Dette ”loose-loose” scenario virker ikke i sig selv bæredygtigt og det bør der rettes op på ved en kraftig omlægning af landbrugsstøtten, så den ikke længere udbetales til opdyrkning af lavbundsarealer.

Det eneste reelle at gøre i forhold til de mange uheldige landmænd, der har købt lavbundsarealer til landbrugspriser, er at tilbyde en udfasende, gældssanerende kompensation eller opkøb og videresalg til ekstensiv drift (IKKE pil!), natur, jagt, fiskeri og andre friluftsformål. Det er disse produkter en meget stor del af befolkningen efterspørger og som landbruget inderst inde gerne vil levere – hvis de havde råd! Det vil også skabe mere varige forbedringer end symptombehandlingsredskaber som efterafgrøder og kvælstofkvoter.

Kære politikere:
Find modet til at vende udviklingen i landbruget til en ”win-win” situation: Grib fat om roden af problemerne ved starte med udfasningen af den intensive opdyrkning af lavbundsarealerne.

• 19.05.2010
• Henrik Brade Johansen
• chefkonsulent, byrådsmedlem
• COWI og Lyngby-Taarbæk kommune

Der flyver mange og store tal i luften om hvad det danske lanbdbrug - eller decentrale fødevareindustri som man vel burde kalde erhvervet - tjener ind til det danske samfund og hvad det reelt og på lang sigt koster - så kan vi se,hvor uundværligt det er for landets økonomiske overlevelse.

Kunne CEPOS eller MM ikke få sat en udredning i gang der viser hvilke omkostninger erhvervet påfører os andre i form af forurenet overflade- og grundvand, resistente fødevarer og deraf følgende sygdsomme og allergi; tabte naturværdier og dermed turisme potentiale samt naturligvis skatteyderbetalte EU-tilskud samt udskudte eller undvegne skatteindtægter.

Hertil kommer de moralske aspekter, der fx betyder at hver fjerde smågris dør indenfor dne første levemåned. Ville vi acceptere det for kæledyr eller for mennesker for den sags skyld? Nej, men landbruget de må gerne.
De smågrise der overlever har til gengæld udsigt til et kort og kummerligt liv og en mareridtagtig tur til Tyskland til opfedning eller slagtning - så arbejdspladser i følgeindustrien bliver der også færre af.

Vi er alle vokset op med et billede af danske landbrug som noget med et par køer, høns og grise og en Ferguson traktor når det skulle gå moderne til. Det billede og den apologetiske indflydelse som det har haft og besynderligt nok stadig har på det politiske establishments holdning til erhvervet ( se bare ordføærernes minus Enhedslisten ovenfor) er årsagen til at landbruget kan love og love at nu får vi styr på forureningen med nitrat og pesticider, bedre levevilkår for dyrene etc - uden at det for alvor bliver til andet end skåltaler og politiske ønskedrømme.

Til overflod har regeringen sikret lempelser i ehjendomsskatterne så priserne på jorden kan få endnu et nøk opad i stedet for at lade de selvskabte problemer med gældsatte landmænd løses på den eneste naturlige måde: Konkurs - så kan de lære det!

• 20.05.2010
• Niels Peter Nørring
• Direktør for Miljø & Energi
• Landbrug & Fødevarer

Folketinget har netop vedtaget en ny landbrugslov, som giver nye muligheder for udvikling af landbrugsbedrifter. Samtidig sker der på miljø og naturområdet en række nye tiltag, som varsler en kommende ændring i det åbne land. Fremtidens landskaber vil vokse frem af alle disse nye tiltag – og spørgsmålet er så, hvordan der fremover vil komme til at se ud derud i det åbne land.

Allerførst vil jeg starte med at slå helt fast, at der, som jeg ser det, ikke er nogen modsætninger mellem et landbrug i stadig udvikling og bevarelse og styrkelse af de naturmæssige og rekreative værdier.

Den strukturudvikling, vi ser, vidner om et erhverv, der løbende forstår at tilpasse sig de konkurrencemæssige forhold - en tilpasning som er helt nødvendig, hvis vi også fremover skal have et konkurrencedygtigt landbrugserhverv i Danmark.

Men dette er ikke ensbetydende med, at det vil føre til en forarmning af det åbne land. Tvært i mod fristes jeg næsten til at sige. Hvis vi spiller kortene rigtigt, og sikrer en intelligent brug af virkemidler, vil det være muligt at få landbrug og landskab til at gå op i en højere enhed.

Landbruget har altid været afhængigt af naturen. Det er erhvervets produktionsapparat og mængden og kvaliteten af afgrøder og andre landbrugsprodukter afhænger i høj grad af de naturgivne forhold - af jordbund, vand og mikroklima.

Landbruget påvirker også naturen – både i positiv og negativ retning. Landbruget opdyrker og ændrer, men landbruget er også med til at skabe ny natur og opretholde naturtyper og levesteder for arter tilknyttet det åbne land.

I et intenst udnyttet landbrugsland som Danmark, hvor ca. 60 pct. af arealer er opdyrket, er det landbrugsaktiviteten gennem tiderne, der har været meget til at forme de naturtyper, som vi i dag hæger om. Heden, overdrevet og engen med de særlige arter, der er tilknyttet, er alle produkter af tidligere tiders landbrugsdrift. Og uden landbrugets fortsatte anvendelse af disse arealer vil de langsomt men sikkert forsvinde og vokse til i skov og krat.

Omvendt er det moderne intensive landbrug en udfordring for naturen og landskabet. Op igennem sidste halvdel af det 20. århundrede var en tendens til både i landbrugserhvervet og i det øvrige samfund, at fokus i højere grad var på optimering af landbrugsdriften end på en arealanvendelse som gav plads til både landbrug og biodiversitet.

Dette er en af mange grunde til, at vi i dag ser en tilbagegang i blandt andet biodiversiteten. Men gennem de sidste årtier er der sket et klart holdningsskifte, der kan ses i en række konkrete resultater. I sær på vandområdet er der sket meget, og dette skyldes i høj grad, at fokus er blevet rettet mod bedre udnyttelse af næringsstofferne, særligt næringsstofferne fra husdyrgødningen.. Fokuset på bedre udnyttelse af næringsstoffer har betydet, at udledningen af fx fosfor og kvælstof fra landbruget er tæt på halveret, og også ammoniaktabet fra dansk landbrug er markant reduceret.

For så vidt angår natur og landskab er der også tegn, der viser, at udviklingen er ved at vende. Og fra Landbrug & Fødevarer kan vi pege på en række tiltag og løsningsmodeller der, hvis de anvendes i kombination, vil kunne sikre en fremtidig indsats, der giver plads til både naturen, landskabet og til en konkurrencedygtig landbrugsproduktion.

Disse er blandt andet:
• Sammenhængende miljø-, natur- og landbrugspolitik
• Målrettet indsats frem for generel regulering
• Mulighed for økonomisk optimal landbrugsproduktion på robuste arealer – produktion af natur m.v. på marginale og sårbare arealer.
• Markedsorientering af den multifunktionelle landbrugsproduktion (natur- og landskabspleje)
• Finansiering af samfundets krav

En samtænkning af miljø-, natur- og landbrugspolitikken på en række centrale områder vil i mange tilfælde kunne give en række positive synergier. I stedet for at se på problemer og løsninger hver for sig, vil det i mange tilfælde kunne betale sig at samtænke forskellige hensyn og ønsker. Fx vil det være muligt ved intelligent placering af et vådområde at sikre, at både miljø, natur, landbrug og rekreative værdier tilgodeses. Og energiafgrøder skal selvfølgelig ikke dyrkes ukritisk over det hele, men på arealer, hvor de kan have en miljømæssig effekt uden at kollidere med natur- og landskabsværdier.

Samtidig er tiden kommet til, at der skal anvendes målrettede tiltag frem for den hidtidigt anvendte generelle regulering. Den indsats, der - især på miljøområder - har fundet sted gennem de seneste 20 år, har i høj grad været præget af generel regulering, som rammer ens over hele landet. På denne måde er der opnået en række forbedringer, men det betyder også, at de lette resultater nu er opnået.

For også fremover at sikre effekten af de tiltag, der gennemføres, og for at sikre, at indsatsen sker med størst muligt omkostningseffektivitet, er det vigtigt at begynde at fokusere på målrettede tiltag. Dette betyder, at indsatsen skal ske lige der, hvor der er behov for det, og at den skal være tilpasset de naturgivne forhold på en given lokalitet og de lokale mål, der er behov for at opfylde. Hvis man vælger at fortsætte med en generel regulering, vil de marginale omkostninger blive alt for store og resultaterne der opnås tilsvarende små.

Endelig er det vigtigt for den fremtidige naturindsats og ikke mindst landbrugets bidrag til pleje og vedligeholdelse, at der sker en markedsorientering. Naturpleje skal være et forretningsområde på linje med anden landbrugsproduktion og dette forudsætter, at der sker en accept heraf i det øvrige samfund. Der skal være midler til at betale for indsatsten - ikke mindst i lyset af den store plejeindsats, der bliver behov for i forbindelse med gennemførelsen af de kommende Natura 2000-planer - og der skal komme en bred accept af, at naturpleje ikke er gratis.

I denne forbindelse er EU’s landdistriktsprogram helt centralt. Fra Landbrug & Fødevares side har vi gentagne gange peget på det system, de har i England, hvor det med fleksible løsninger er lykkedes at få en meget stor del af landmændene med ind i en ordning, der både tilgodeser biodiversiteten, de landskabelige og rekreative værdier. Det er vigtigt, at de regler, der findes i Landdistriktsprogrammet og andre landbrugsordninger med betydning herfor, er tilpassede, så de også kan håndtere natur og biodiversitet.

Hvis disse rammer kommer på plads, vil landbruget i meget høj grad kunne være med til at løfte den store opgave med pleje af de mange naturarealer, som er så centrale for bevarelsen og videreudviklingen af vores natur og landskab.

• 21.05.2010
• Peder Størup
• Indehaver af
• Naturbeskyttelse.dk

Ved konstant at kritisere kommunerne presser man kommunalbestyrelserne til at flytte resurser fra naturbeskyttelsen over til arbejdet med at godkende landbrugets ansøgninger om udvidelser. Det er en prioritering, som vil gøre ubodelig skade på naturen primært i de store landbrugskommuner.

Det er veldokumenteret, at Danmarks beskyttede natur lider voldsomt under den intensive landbrugsdrift. I stedet for at gribe ind over for disse ofte uoprettelige ødelæggelser har regeringen og KL’s svar været at give 100 millioner til at få miljøansøgningerne hurtigere gennem systemet og sætte de ‘langsomme’ kommuner i en gabestok – ingen resurser er afsat til en bedre naturbeskyttelse.

Det kan synes meget underligt, at man i stedet for at få stoppet tabet af natur, presser hårdere på for at få etableret nye industrilandbrug, som netop udgør den største trussel mod naturen og landskabet.

Læs mere her: http://www.naturbeskyttelse.dk/regeringen-er-igen-pa-nakken-af-kommunerne/

Peder Størup
www.naturbeskyttelse.dk

• 21.05.2010
• Erling Bonnesen
• Fødevareordfører
• Venstre

Peder Størups kritik af regeringens støtte til kommunerne for at sikre en hurtigere sagsbehandling af miljøgodkendelser rammer helt ved siden af, og hans argumenter er meget løst sammensat.

For det første er det meget misvisende at påstå, at den hjælp, som kommunerne modtager til sagsbehandlingen skulle være at udstille kommunerne. Når kommunerne modtager denne håndsrækning til gennemførelse af sagsbehandlingen, skyldes det, at der er opstået en usædvanlig arbejdspukkel på området, der er til stor belastning for erhvervslivet, der i forvejen er hårdt presset under den økonomiske krise. Derfor har regeringen valgt, at støtte en hurtigere sagsbehandling af miljøgodkendelserne. Det er fornuftig hjælp til håndtering af sagen.

For det andet er det absurd at påstå, at en effektiv behandling af miljøgodkendelser har en negativ effekt på natur og landskab – tværtimod. Miljøgodkendelser skal netop sikre, at de udvidelser, der er behov for ud fra bl.a. dyrevelfærdsmæssige grunde, foretages på en miljøforsvarlig måde. I den sammenhæng kommer overvejelser om særlige landskabelige forhold som oftest også med.

Når det er sagt, så er den overordnede diskussion her naturligvis, hvordan man sammentænker den fremtidige udvikling af større enkelt-bedrifter i landbruget med landskabets værdier. Her er jeg helt enig med de synspunkter, der er blevet fremført flere steder her på siden, nemlig at debatten ikke drejer sig om at være for eller imod det kendte landbrug. Det giver ingen mening, at opstille landbrug og landskab som modsætninger i et kulturlandskab som det danske. I stedet er der brug for at tænke i langsigtede løsninger, som tilgodeser både landbrugets stadige udvikling og landskabets særlige værdier.

Der er mange interessante bud på, i hvilke retninger fremtidens landbrug og landskab sammen kan udvikle sig, præcis som det har gjort i de sidste mange hundrede år. I den sammenhæng tror jeg, at det er vigtigt at huske på, at der i lokalsamfundene findes meget engagerede mennesker, der har mange idéer og gør et stort stykke arbejde for at forme udviklingen i deres lokalområde efter de lokale behov. Det er på dette område, at vi skal støtte initiativer, sådan som vi allerede gør gennem eks. fonden til landdistriktsudvikling.

Debatten om landbrug og landskab er fornuftig at tage, men det er vigtigt, at man ikke trækker løsninger ned over hovedet på de enkelte lokalsamfund, men tager udgangspunkt i deres behov.

• 21.05.2010
• René la Cour Sell
• Direktør
• Danmarks Naturfredningsforening

I år er det internationalt biodiversitetsår. Og lørdag den 22. maj er det international biodiversitetsdag, men der er ikke noget at fejre. Selv om der er politisk enighed og - i ordet - opbakning til at standse nedgangen i antallet af dyre- og plantearter, både i Danmark og EU, så er der langt til, at den oprindelige politiske målsætning om at have stoppet tabet af biodiversitet ved udgangen af 2010 er nået. Og det skyldes i høj grad landskabets tilstand.

Så nej! Det danske landskab kan ikke overleve fremtidens landbrug, med mindre …
62 procent af Danmarks arealer er landbrug. Naturen ligger som små og isolerede øer i dette landskab af dyrket landbrugsjord. Landbruget er med andre ord det erhverv, som har størst betydning for landskabet og naturens tilstand, den væsentligste årsag til problemerne, men også en væsentlig del af løsningen. Som forvalter af så stor en del af Danmarks areal har landbruget, sammen med de politikere, der fastsætter rammerne for erhvervet, et kæmpe ansvar for at finde bæredygtige løsninger.
Udviklingen de sidste mange år er desværre gået i den gale retning for landskabet. Mantraet i landbruget har bare været mere af det samme: Større landbrug, flere dyr, færre miljøkrav, mere gødning, mere sprøjtegift. Og der er ikke umiddelbart tegn på, at det skulle ændre sig. Tværtimod! I den aktuelle og alt for nærværende krise er ’forbedring af konkurrenceevnen gennem færre krav og bedre rammebetingelser for at drive landbrug’ stadig landbrugets bedste bud på udvikling. Og lovgivningen hjælper ikke med her. Landbrugsloven fra april i år ophæver stort set alle begrænsninger mht. størrelsen på den enkelte bedrift, krav til areal, bopælspligt og ejerskab. Vi kan altså se frem til endnu større landbrug på stadigt færre hænder.

Dyrene dør af sult
Hvordan disse kæmpe industrilandbrug rent æstetisk passer ind i landskabet er en subjektiv vurdering, men konsekvenserne for landskab og natur er objektivt målbare og til at tage og føle på: Fx på tabet af biodiversitet. Planter og dyr forsvinder, fordi levestederne er få og små og uden indbyrdes forbindelse, og fordi de ikke kan finde føde og næring i de store marker, hvor der dyrkes én afgrøde og sprøjtes massivt. Og derfor dør af sult. I Danmark er ca. 1/3 af alle vurderede arter – godt 1600 – truede i en grad, så de optræder på den danske Rødliste, mens naturarealet fortsat er nedadgående. Det fremgår af den seneste danske status rapport for biologisk mangfoldighed fra januar 2010.
Skal landskabet og naturen stå distancen, og tabet af diversitet stoppes, så må vi revurdere den måde, vi driver landbrug på og planlægger og forvalter natur på. Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at
• landbruget omlægges til økologi for at mindske forureningen fra kvælstof, fosfor og sprøjtegifte
• flere arealer udlægges og genoprettes til natur, så der skabes mere sammenhængende natur
• der udarbejdes en national plan for, hvad vi vil med naturen, og hvordan vi forvalter den

Økologi er vejen frem
Økologisk landbrug har samme afledte effekter i forhold til værdiskabelsen i brancher og sektorer, der er afhængige af landbruget, men oven i det har det økologiske landbrug en række positive effekter på natur, miljø, sundhed og arbejdspladser. Undersøgelser viser, at der er 30 procent mere diversitet på de økologisk drevne arealer. Der er ingen udvaskning af sprøjtegifte, og mindre udvaskning af kvælstof fra kvægbrug. Omlægning til økologi har også vist, at det kan lade sig gøre på en gang at skabe liv på markerne og kvalitetsprodukter, arbejdspladser, dyrevelfærd mv.

Naturen skal have mere plads og hænge bedre sammen
For at give dyr og planter mulighed for at sprede sig og genvinde deres naturlige levesteder skal naturen uden for de dyrkede arealer have mere plads, være af bedre kvalitet og hænge bedre sammen. Danmarks Naturfredningsforening har en målsætning om, at en tredjedel af det danske areal skal være natur inden år 2030.
Danmarks Naturfredningsforening foreslår, at arealer - lavbundsjord - tages ud af landbrugsdrift og udlægges til natur. I stedet for at sprøjte, gøde og dræne disse arealer, skal de bruges til høslæt, afgræsning, skov og lignende, der styrker naturen og landskabet. En del af de inddæmmede arealer, tørlagte søer og udrettede vandløb skal genoprettes til deres naturlige tilstand. Det vil give de naturlige bestande bedre livsvilkår og bedre mulighed for at brede sig. For at sikre levesteder og spredningsmuligheder i sammenhængende korridorer for dyre- og plantelivet er der behov for at udlægge langt større og flere dyrkningsfrie zoner langs søer, vandløb og op til økologiske marker, natur og skovområder samt til private haver.
Midlerne til denne indsats kan blandt andre findes ved at omlægge mindst 20 % af den direkte landbrugsstøtte og øremærke den til natur og miljøformål. Fx naturpleje, genopretning af natur, mere skov og opkøb af arealer til naturformål. Landbruget modtager 8.7 mia. pr. år i direkte eller indirekte støtte og 0.5 mia. i skattelettelser fra 2011 og frem.

En vision for naturen
Skal landskabet og naturen stå distancen, skal de mange lokale enkeltbeslutninger kunne ses og begrundes i en national sammenhæng. Problemerne i landskabet er store, men vi får dem kun præsenteret stykkevis og i bidder. Og derfor kan vi heller ikke forholde os til dem samlet og finde samlede bæredygtige løsninger, men kæmper kampen så at sige fra biotop til biotop, fra hus til hus. Forudsætningen for et varieret landskab og en rig natur er, at der er politisk vilje til at give naturen en stemme på lige fod med arbejdspladser, skoler og ældrepleje, at der udarbejdes en national plan for Danmarks natur med klare mål og tidsfrister og som følges op af en målrettet natur- og miljøovervågning.
Konkret er der behov for at udvide arealet med urørt skov og lysåbne naturtyper som heder, overdrev og enge i et omfang, så naturarealet samlet set stiger til ca. 30 % af Danmarks samlede areal inden 2030. Tilsvarende er der stort behov for at udlægge større sammenhængende områder på havet til naturbeskyttelse.

Myndighederne sætter rammerne for, hvordan naturen kan benyttes og beskyttes. Men når det kommer til praksis, viser problemerne sig. Når danske erhvervsvirksomheder reguleres, planlægges for og pålægges miljøkrav, så er det for at sikre vores miljø, drikkevand, natur og landskaber. Landbruget er en industri - der på linje med andre erhverv, følger med udviklingen. De er nu større og mere intensive end nogen sinde før. Derfor kan det undre, at erhvervet er undtaget flere af de væsentlige krav, der gælder for det øvrige erhverv. Hvorfor gælder ”forureneren betaler princippet” for alle andre erhverv end landbruget? Hvorfor kan kommunerne ikke lokalplanlægge for placeringen af husdyrbrugenes enorme byggerier, når de nu ikke længere er bundet til jorden? Undtagelserne for landbruget må ophøre. Vi skal have mere økologi, og naturen skal prioriteres i langt højere grad.

• 26.05.2010
• Peder Størup
• Indehaver af
• Naturbeskyttelse.dk

Erling Bonnesen mener, at jeg er misvisende, og at mine argumenter er løst sammensat. Det er jeg nu ikke enig med ham i.

Bonnesens kollega, tidligere Miljøminister Troels Lund Poulsen har selv iværksat gabestok modellen.

"Kommuner, som er usædvanligt længe om at behandle landmændenes miljøansøgninger, sættes nu i gabestokken.
Fra 1. oktober 2008 offentliggøres hver måned en statistik over, hvor mange ansøgninger de enkelte kommuner har modtaget, og hvor mange sager, der er afgjort. Det bebuder miljøminister Troels Lund Poulsen (V), der siger til Jyllands-Posten, at der er omkring 10 kommuner, som det nok bliver nødvendigt at sætte i hjælpeklasse"

Og når Miljøminister Karen Ellemann nu følger trop, og truer kommunerne økonomisk, hvis de ikke skynder sig at få færdigbehandlet miljøansøgningerne, finder jeg igen at der er dækning for mine antagelser om at det vil presse kommunalbestyrelserne, til at få landbrugssagerne hurtigt gennem systemet.

"I begyndelsen af maj sendte miljøminister Karen Ellemann (V) og KL's formand Jan Trøjborg (S) et fælles brev til landets kommuner med en opfordring til at få nedbragt sagspuklen af miljøgodkendelsessager. Kommunerne er blevet forudbetalt for at nå de opstillede mål. Holder den enkelte kommune ikke de opstillede mål, skal kommunen betale dele af tilskuddet tilbage"

Det er nu engang ikke kommunernes skyld, at landbruget oversvømmer kommunerne med miljøansøgninger, som ofte er af ringe kvalitet, efter devisen om at går den så går den. Det er heller ikke kommunernes skyld, at nogle landmænd bliver ved med at ansøge om udvidelser som ikke kan lade sig gøre, og så bagefter er forarget over at det har taget 3 - 4 år.

I princippet er det udmærket, at der sættes penge af til miljøgodkendelserne, men når det intet sker i forhold til det massive tab af natur i Danmark, er der noget helt galt med prioteringerne.

Jeg vil også lige slå fast, at landskabsbeskyttelsen stort set er fraværende, når det kommer til opførsel af landbrugsbygninger i det åbne landskab. Ikke engang fredede områder, kan slippe for de ofte meget stor industrianlæg som i dag opføres.

Med hensyn til dyrevældfærd, mener jeg selvfølgelig også at ansøgningerne skal hurtigt gennemsystemet. Men ikke hvis der også er tale om udvidelser og øget ammoniakfordampning, så må miljøbehandlingerne tage den tid der skal til for at belyse konsekvenser for naturen og naboerne grundigt.

Det nytter ikke noget at man stikker hovedet i busken, og ikke vil erkende de konsekvenser landbruget har for naturen og landskabet. Tager vi ikke fat om nældens rod nu, vil landbruget, samfundet og ikke mindst naturen komme til at betale meget dyrt for den manglende erkendelse af de alvorlige problemer.

Selvfølgelig skal der være plads til landbrug i Danmark, men der er altså en grænse for hvad naturen og landskabet kan holde til.

• 31.05.2010
• Michael Stoltze
• Biolog, ph.d. og forfatter
• Natur og Idé

Det er kendetegnende, at landbruget og landbrugets politikere på Christiansborg snakker og snakker om landbrugets muligheder som naturforvalter. Men når det kommer til stykket, er det kun snak. Realiteterne er, at landbruget top og toppolitikere på Christiansborg har modarbejdet denne udvikling. Det har skadet landbrugets image og forværret krisen. Landbruget kan genvinde sit gode image og komme ud af krisen ved at gå nye veje, så erhvervet kommer i så god balance med naturen, at vi som befolkning føler os stolte over landbruget. Spørgsmålet er, om landbruget magter at gå den vej.

Nedenstående debatoplæg om Danmark, landbruget, naturen og landskabet har den 18. maj 2010 været bragt i Kristeligt Dagblad:

Der er så dejlig ude på landet
"Kimen til vores kultur blev lagt, da vi begyndte at dyrke jorden for godt 6000 år siden. Nu skylder vi det trængte landbrug respekt og opmærksomhed, så det kan gå nye og bedre veje til glæde for os alle. Vi er alle bønder, og det skal vi være stolte af

Af Michael Stoltze biolog og forfatter

Omkring år 1800 var vi ca. en million mennesker i Danmark. I dag nærmer vi os de 6 millioner.

Alligevel bor der ikke flere mennesker på landet nu end for 200 år siden. Vi bor nemlig i byer. Vi søger byens puls, fællesskab og muligheder. Her er alles kamp mod alle, her er liv, og her er det globale udsyn. Mere og mere. Hele verden findes i storbyerne med cafe latte, sushi, tapas, thaimad eller Reef'n Beef's krokodille som oplevelsesmad.

Menneskestrømmen fra land til by er et globalt fænomen. Siden 2007 har mere end halvdelen af verdens befolkning været byboere, og andelen stiger hurtigt. Nogle vil hævde, at vinderne bor i byen, og taberne bor på landet.

Modsat den intuitive opfattelse er det godt for klodens miljø, at vi rykker sammen i store byer. Energiforsyning, vareforsyning og rensning af spildevand og røg kan gennemføres i storskala og langt mere effektivt i storbyer, end hvis vi boede spredt over det hele. Takket være ny miljøbevidsthed og ny teknologi er verdens storbyer ved at ændre sig fra larmende, stinkende og sundhedsfarlige infernoer til oaser fulde af liv. Så det er intet under, de trækker.

Men hvad så med landet? Hvordan er vores forhold til landet og livet på landet, når vi alle samme efterhånden bor i byer og lever vores daglige liv dér?

Meget tyder på, at der er en bagside af medaljen. Vi har glemt landet, vi har glemt poesien, og vi har glemt, at hele vore kultur startede med, at vi engang begyndte at dyrke jorden. Vi er ikke engang stolte af, at vi alle sammen inderst inde er bønder. Nærmest tværtimod. Og det på trods af, at vi lever af markens afgrøder.

Dansk digtning og den danske sangskat har gennem lange tider kredset om kærligheden til landet, landbruget og naturen med sin intense poetiske hyldest til landets værdier. Digtere fra H.C. Andersen til Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen og Otto Gelsted – alle udtrykker deres glæde over landets herligheder. Mest citeret er uden tvivl H.C Andersens indledning til "Den grimme ælling": "Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede egyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder."

I vor tid ironiserer vi ofte over de gamle fremstillinger, og kærlighedserklæringer til landet er blevet sjældne – ja, næsten ikke eksisterende.

Men hvad skal der blive af et land, hvis vi ikke elsker det? Kærligheden starter med en fascination, men den er også en viljesakt.

Her er vi inde ved sagens kerne. Menneskestrømmen fra land til by skal ikke vendes – det er i hvert fald ikke et mål i sig selv. Folk må bosætte sig, hvor de har lyst. Men vi må aldrig glemme, at vi lever af landet. Alting kommer fra naturen og det dyrkede land, og som byboere må vi forstå landet og den natur, vi er en del af. Ellers bliver vores land ikke helt, men delt.

Efter en halv menneskealder i gode København, er jeg er for nylig flyttet på landet på Sydsjælland, og her befinder jeg mig godt. Det er lidt som at komme hjem. Min baggrund er, at jeg er opvokset på landet på Nordbornholm med udsigt over dal, mark og skov og med Ols Kirke som et magisk tårn i det fjerne, hvorfra solen blev ringet ned hver aften. Det slog mig aldrig, at den nok ville gå ned alligevel, hvis klokkeren glemte sin gerning.

Fra mit arbejdsværelse ser jeg i dag ud over markerne ned til Basnæs Nor og Skov, og jeg glæder mig meget over den lynhurtige forvandling af de rå og kolde pløjemarker til glatte og nysåede marker, der nu ligger lyst og tørt i forårssolen og venter på regn, spiring og vækst.

I kraft af kysten, øerne, norene, vildtreservaterne, landsbykirkerne, de mange deltidslandbrug, godserne og godsernes småskove har landskabet her omkring på Sydsjælland bevaret sin romantiske karakter.

Her er fugle i massevis. Flokke af spraglede gravænder flirter på markerne, viberne kaster sig kåde op og ned over strandengene, og harerne hopper lystigt omkring uden anelse om, at deres artsfæller de fleste andre steder i landet har det så dårligt, at haren nu bliver kaldt en sårbar art: Vi kan ikke længere være sikre på, at den vil overleve de næste 100 år i Danmark.

Men Jyllands vælde og Sjælland ynde findes skam endnu. Sjællands ynde er dér lige uden for mine vinduer, og den er vigtig at lægge mærke til. Jeg ejer små tre hektar, som siden årtusindskiftet har været brakmark, og jeg har besluttet, at området skal være natur i al fremtid, selvom brakmarkerne i resten af Danmark er blevet pløjet op. Brakmarken rummer endnu ikke sjældne arter, men området er efterhånden blevet til god natur med masser af harer, rådyr, agerhøns og et mylder af sommerfugle og andre insekter. Og den mægtige rørhøg flakser hver dag på sine lange, brogede vinger lavt over området på jagt efter bytte.

Med de høje jordpriser er det imidlertid dyrt at udlægge områder til natur, og landmændene bliver på ingen opfordret af staten til at gøre det. Tværtimod. På marken uden for mit arbejdsværelse ligger en lille lavning af mosejord, der bliver oversvømmet hver eneste vinter og forår. På grund af EU's tilskudsregler harver min nabo hvert år området op og sår det til langt hen i juni uden udsigt til udbytte – andet end EU's hektarstøtte altså. Reglerne siger: ingen opdyrkning – ingen støtte. Så den økonomisk ansvarlige landmand har ikke andet valg end at dyrke området.

Men det er jo vold på Sjællands ynde. I lavningen burde ligge en sø omkranset af enge med kabbelejer, viber og alt det dér, vi skrev sange om engang. Det kunne være så let. Hvis landmanden blev belønnet for at "dyrke natur" sådanne steder, der i vore dage ikke er egnet til landbrug, ville han på en hel anden måde end i dag bidrage til at opretholde og udvikle Danmark som et smukt og varieret land. Og han ville bidrage til at forbedre landbrugets anseelse og image i bredeste forstand.

Her ligger der en kolossal udfordring for de danske politikere og det danske samfund. Landbruget i Danmark er fanget i en fælde af gæld, gyllelugt og mangel på respekt. Der er ikke længere nogen, der jubler over rugen som Jeppe Aakjær. Men det dyrkede land har brug for medhold og sange – ellers mister vi forståelsen og respekten for det. En af de få nyere, jeg kender, er Stings "Fields of Gold", som ingen har fortolket smukkere end den generte og ubærligt tidligt afdøde Eva Cassidy. Men ellers? Det er, som om vi har glemt, at vores kultur står på skuldrene af landbruget. Hvis man går helt tilbage til begrebets banale rod, er kultur afledt af det latinske ord cultura, der betyder "at dyrke".
Vel var der en slags kultur, før vi begyndte af dyrke jorden. Vi fremstillede og brugte primitive redskaber af sten og træ, og vi boede i huler og lavede tegninger.

Men det helt store kulturelle kvantespring skete dengang i stenalderen for 6-7000 år siden, da vi begyndte at dyrke jorden.
Man kan uden overdrivelse sige, at vi dermed for alvor flyttede os fra at leve som jægere og samlere omtrent ligesom dyr til at leve som mennesker med den højt udviklede kultur og bevidsthed, der adskiller os fra dyrene.

Siden har Danmark været i landbrugets hænder. Efter indførelsen af landbruget steg befolkningstallet i det område, vi i dag kalder Danmark, hurtigt fra titusinder til hundredtusinder.

Selv uden dræning og gødskning kunne vi brødføde ti gange flere ved at dyrke jorden og holde husdyr end ved jagt og indsamling.
Og Danmark er stadig et landbrugsland. Omkring 75 procent af landets areal er ejet af landbruget, og omkring 62 procent dyrkes hvert år ekstremt intensivt.

Så nu producerer vi mad til 16 millioner mennesker og over 20 millioner slagtesvin. Det sker ikke uden omkostninger for landets natur og miljø. Derfor harcelerer mange ofte over landbruget – ja, visse kritikere ønsker ligefrem dansk landbrug nedlagt. Det er da et synspunkt, men det hænger temmelig dårligt sammen med, at vores rødder er dybt forbundet med den danske muld, og at hele vores kultur startede med landbruget.

Der er altså brug for nye veje. De må begynde på Christiansborg med en erkendelse af det enorme aftryk, landbruget afsætter på Danmarkskortet, og en bevidsthed om den store betydning, landbruget har for vores kultur.

I forhold til vores natur er den største forandring i samfundet og landbruget, at varieret natur ikke længere er et selvfølgeligt biprodukt af vores aktiviteter. Efter indførelse af det rationelle, intensive landbrug er natur blevet en vare, vi bliver nødt til at være bevidst om at levere. I konsekvens heraf har landbruget i Sverige, England og mange andre lande for længst taget naturbeskyttelse til sig som forretningsområde.

Det bør også ske i Danmark. Landmændene er leveringsdygtige, men behandles ikke derefter af hverken politikerne på Christiansborg eller ledelsen af Landbrug & Fødevarer.
Landbrugspolitik er en død sild på Christiansborg, hvor en hjælpepakke og frit løb for megasvinefarme har været det sørgeligt primitive svar på krisen.

Det er hverken fremadrettet for landbruget, naturen eller livet på landet.

For vores politikere ligger der altså stadig et vigtigt, uopdyrket natur- og landbrugspolitisk felt og venter på mere begavede initiativer til gavn for Danmarks fremtid. Initiativer, der kan samle landet om et landbrug, et landskab og en natur, vi alle kan være stolte af."

Mit spørgsmål, som jeg også stillede til fødevareministeren under en debat i Deadline 27. maj 2010

Vil landbruget overhovedet tage naturforvaltning til sig som forretningsområde? Hvis ikke må det være et myndighedsopgave. Men så må de ca. 7-8 mia. kr, vi som skatteydere hvert år betaler til dansk landbrug, også tages fra erhvervet og gå til en statslig pulje til natur- og landskabsforvaltning.

Hjemmeside: www.naturogide.dk

Blog: http://dansknatur.wordpress.com/2010/05/19/der-er-sa-dejligt-ude-pa-landet/