Følg debatten og bidrag med dit svar. Læs kommentarer fra fødevareminister Henrik Høegh og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Alle kan deltage.
Hvad kan redde dansk landbrug?
Ugens spørgsmål
MM15 18.04.10
En stadig større del af dansk landbrug og den danske fødevaresektor er truet på livet. Området beskæftiger op imod 200.000 mennesker og står for 20 pct. af landets eksport. Men fremtiden er usikker. Gælden er høj, afsætningspriserne er lave, produktiviteten sat under pres, konkurrence-evnen svækket og økonomien i knæ.
- Hvad er de vigtigste forudsætninger for at redde dansk landbrug og fødevaresektoren?
Giv dit svar på ugens spørgsmål og følg debatten i kommentarfeltet herunder. Læs svar fra Fødevareminister Henrik Høegh og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Debatten modereres af Mandag Morgen efter almindelige normer for god debatskik.
Kommentarer – giv din mening til kende
Svaret på udfordringerne er kvalitet
En forudsætning for dansk landbrugs fremtid er, at kvalitet bliver nøgleordet for al dansk landbrugsproduktion. Kvalitet defineret som det, der til enhver tid kan skabe merværdi og give landbruget bedre priser for deres produkter både på hjemme- og eksportmarkedet.
På slagteriområdet skal dansk landbrug levere de korrekte og helt ens udskæringer, der bliver efterspurgt på det japanske markedet, til det amerikanske marked skal vi blandt andet kunne levere marinerede spareribs, som vi er gode til og amerikanerne vilde med, og indenfor EU skal landbruget levere æbler med lavt indhold af pesticider og højt indhold af dansk sommer.
Dansk landbrug hverken kan eller skal ikke konkurrere på prisen alene. Svaret på (frem)tidens udfordringer er kvalitet.
Strukturmæssigt forudser jeg, at dansk landbrug for at overleve skal køre af to spor. Det ene spor skal være store landbrugsbedrifter, der leverer kvalitetsvarer til det internationale marked, og det andet skal være en voksende underskov af mindre landbrugsvirksomheder, der leverer fx økologisk frugt og mikrobryg til de lokale og regionale markeder. Jeg tror, at det er vigtigt for landmændene, at de gør op med sig selv, hvilke af de to kategorier de vil tilhøre. Fælles for de to meget forskellige typer af produktion er den høje kvalitet.
Fra politisk hold skal vi nedbringe de offentlige udgifter, vi pålægger erhvervet og sikre de bedst muligt rammer, så landmændene ikke skal lide under ulige konkurrencevilkår med kollegaerne i de andre europæiske lande. Vi skal gøre det at være landmand lidt nemmere ved at lempe bureaukratiske processer, arbejde for hurtigere miljøgodkendelser og i det hele taget sikre gode erhvervsvilkår.
Landbruget genererer mange arbejdspladser i Danmark, både i den primære produktion men i høj grad også i de afledte erhverv. Det er vigtigt for landbruget, at der er en politisk forståelse af, at landbruget ikke er en isoleret ø, men at landbruget er grundlaget for omkring 150.000 arbejdspladser og for et Danmark i balance, hvor der også er liv i udkantsområderne.
Drop støtteordningerne - giv rimelige rammebetingelser
Det kan og bør ikke være et samfundsmæssigt formål i sig selv at bevare specifikke erhverv. I så fald kunne vi fortsat i Danmark have haft en stor skibsværftssektor og en omfattende, gammeldags tekstilindustri, begge kraftigt subsidierede. Egentlig erhvervsstøtte bør afvikles, og produktionsressourcerne bruges i de overlevelsesdygtige erhverv.
Vores beregninger viser, at hvis såvel EU-støtten til landbruget som den indirekte danske støtte til ejere af landbrugsjord, afvikles (gradvist over en periode), vil dette ikke betyde en afvikling af landbruget i Danmark. Det vil give nogle særdeles kraftige prisfald på landbrugsjord, hvorefter en profitabel landbrugsproduktion i Danmark igen vil være mulig. Der vil være nogle overgangsproblemer for de eksisterende jordejere i forbindelse med prisfaldet på jord. Disse overgangsproblemer skal håndteres, men de eksisterende jordejere kan kompenseres - i princippet fuldt ud - for tabet, og stadig er der en samfundsøkonomisk fordel forbundet med at afvikle støtteordningerne.
Helt generelt bør landbruget gives fornuftige, fair og samfundsøkonomisk retvisende rammebetingelser på linje med andre erhverv, og udviklingen må så bestemme, hvor omfattende landbrugsproduktionen bliver. Rammebetingelserne bør ikke indeholde meningsløse forhindringer for landbrugets udfoldelsesmuligheder. De kan også omfatte decideret støtte til landbrugsproduktion, der hvor samfundet tillægger det en ekstraordinær værdi at have landbrugsproduktion fx i udkantsområder eller til bevarelse af lysåbne arealer af naturhensyn, men støtten skal så gives målrettet til det formål, som ønskes fremmet. Hvis det fx er beboelse, samfundet ønsker at fastholde i udkantsområder, bør støtte ikke gives til landbrugsproduktion, men kan gives direkte til beboelse i udkantsområdet.
På miljøområdet bør landbruget være pålagt afgifter og andre foranstaltninger, der afspejler landbrugets negative miljøpåvirkninger, men i det omfang andre erhverv er tildelt lempelser og kompensationer i sådanne ordninger, bør landbruget have tilsvarende lettelser. Landbruget bør fx pålægges afgift på udledning af lattergas og metan svarende til CO2-afgiften, men også have bundfradrag på linje med andre erhvervsvirksomheders bundfradrag i CO2-afgiften. Vores forventning er altså, at under rimelige og retvisende rammebetingelser vil der også fremover være en landbrugsproduktion i Danmark, blot på rimelige markedsmæssige vilkår.
Tre vigtigste foranstaltninger til at sikre et fremtidigt, overlevelsesdygtigt dansk landbrug på markedsmæssige vilkår:
1. Afvikling af støtteordninger, både de indirekte danske via jordskatterne og (særligt) EU's støtteordninger. I forbindelse hermed udarbejdelse af fair overgangsordninger, der i et samfundsmæssigt acceptabelt omfang kompenserer eksisterende ejere af landbrugsjord for det medfølgende prisfald.
2. Indførelse af rimelige økonomiske rammebetingelser for landbruget, hvor en række begrænsninger, der hidtil har gjaldt, afvikles. Evt. miljøproblemer forbundet hermed bør løses via:
3. Indførelse af rimelige rammebetingelser også når det gælder landbrugets positive og negative eksterne påvirkninger, fx på det miljømæssige område, hvor landbrugets negative miljøpåvirkninger særligt mht. drivhusgasser, påvirkning af vandmiljøet og af biodiversitet fuldt ud bør afspejles i miljøafgifter og andre foranstaltninger og med evt. lempelser heri svarende til dem, der gælder for tilsvarende ordninger i andre erhverv.
Dansk landbrug skal ikke reddes
Dansk industrilandbrug har trods massive tilskud, skattelettelser og udbredt svindel med gødning, blå diesel og sprøjtemidler ikke været i stand til at vise overskud de sidste 10 år. I stedet spreder de resistente bakterier, ødelægger vandløb og grundvand og skræmmer almindelige folk fra at flytte på landet med stank og fluer og almindelig dårlig opførsel. Så landbruget skal nedlægges. Kompensation til landbrug som har oplevet prisfald på jord? Så hellere beskatning af de milliongevinster, nogle landmænd har haft, da de solgte jorden til 300.000 pr. hektar. Det passer ikke når ministeren praler med, at erhvervet beskæftiger 150.000 mennesker. Tallet er opfundet i regeringen og kan ikke verificeres. Vi kan eventuelt købe råvarerne billigt i Polen og på den måde opretholde fødevareerhvervet. De danske råvarer er jo ikke konkurrencedygtige. Så luk og find noget andet at leve af.
Vil landbruget koste turistindustrien livet ?
Konsekvenserne af den voldsomme industrialisering i landbrugssektoren de seneste år bør belyses.
Hvor mange arbejdspladser vil der gå tabt i turistindustrien og deres følgeerhverv, hvis landbruget fortsat får lov til at udvide produktionen og dominere landskabet med industribygninger?
Køre man en tur gennem de danske landskab er forandringerne meget markante. Det afspejler sig direkte i hidtil almindelige arter som haren og agerhønens voldsomme tilbagegang.
Alle er afhængige af naturen, og derfor koster det dyrt at nedbryde økosystemet. Det kan betale sig, at tage hensyn til naturen, slår en rapport bestilt af EU-Kommissionen fast. Et velfungerende økosystem er faktisk afgørende for den økonomiske udvikling.
Se mere her
http://www.naturbeskyttelse.dk/2009/11/22/der-er-penge-i-at-passe-pa-naturen/
Politisk hasardspil hævner sig nu
Det ville være nyttigt at få klarlagt, hvem der har ansvaret for, at det er kommet så vidt, at en lille gruppe agrospekulanter, der får Stein Bagger til at ligne en kordreng, har kunne udfolde sig så hæmningsløst, at nationens samlede økonomi er truet. Hvornår begyndte den vanvittige lånekarussel at rotere, og hvorfor greb en stribe fødevareministre ikke ind?
Er disse letsindige personer fjernet fra magt og indflydelse, eller beklæder de stadig indflydelsesrige poster, som f.eks. fødevareminister eller lignende? Hvem har et bud på listen over de "skurke", der tillod en lille letsindig gruppe af landmænd at føre os alle ud i dette morads?
Jordreform er nødvendig
Fremtidens landbrug ligger ikke i store, intensive landbrug med mega-stalde og store marker. Det har de sidste 30 års strukturudvikling bevist. Ellers havde de danske landmænd nok været blandt de mest velstillede og velbjærgede i Verden. Det er imidlertid ikke tilfældet. Der må nytænkning til.
Tiden må være inde til et radikalt skifte. Det moderne familielandbrug kunne sagtens være rygraden i det danske landbrug fremover. Så vil vi få et landbrug med en dyreetisk, miljømæssig og økonomisk bæredygtig produktion. Vi vil få nogle overskuelige landbrug, hvor den primære afsætning sker lokalt (sparer CO2), og hvor dyrene behandles som individer, og ikke som enheder på et samlebånd. Vi vil få et landbrug, som kan pleje og beskytte naturen til glæde for borgerne. Et landbrug, der bidrager aktivt til kommunekassen og hjælper til med at gøre kommunen økonomisk selvbærende.
Jo flere aktive landmandsfamilier, desto mere liv vil vi få i de tyndtbefolkede egne af Danmark.
Derfor skal vi udstykke store, urentable og stærkt forgældede landbrug i nye, bæredygtige familiebrug fra 10 til 80 ha. I de fleste tilfælde vil de nuværende ejere kunne blive på gården, blot i end mere "slankere" udgave.
Således vil en stor del af bankers og kreditforeningers udestående kunne reddes. At pøse flere penge i et urentabelt, storlandbrug er
totalt uansvarligt. Landbruget kan i sin nuværende form ALDRIG nogensinde forrente en gæld på 360 mia. Ved at fordele gældsbyrden og jorden på flest mulige hænder spredes risikoen betydeligt.
Derfor skal lovgivningen ændres, så disse udstykninger bliver muligt. Og det HASTER.
Kend konkurrenterne
Allerførst en tak til Mandag Morgen for dette initiativ. Det er en meget vigtig debat, der her sættes i en ramme.
Jeg læser med nogen undren indlægget ovenfor af overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Kvintessensen i hans forslag til ”foranstaltninger til at sikre et fremtidigt, overlevelsesdygtigt dansk landbrug på markedsmæssige vilkår” synes at være: Fjernelse af støtte og indførelse af ”rimelige rammebetingelser”, eventuelt i form af afgifter.
Jeg forstår overvismanden sådan, at landbruget væsentligst bør ligestilles med ”andre erhverv”. Landbruget eller fødevareindustrien er imidlertid primært i konkurrence med samme erhverv – i andre lande. Hvad det derfor gælder om, og som også fødevareministeren er inde på, er at sikre, at de landbrugsvarer, som produceres i Danmark, kan afsættes på verdensmarkedet til en pris, som afspejler de danske produktionsomkostninger, i konkurrence med produkter af samme type fra andre lande. Det samme gælder i princippet på hjemmemarkedet, som jo også er åbent for import. Vilkårene, som erhvervet nødvendigvis må kunne fungere under, er altså på denne side den opnåelige afsætningspris, som er markedsbestemt, og på den anden side omkostningerne, som væsentligst er bestemt af lovgivning og overenskomster.
Deri ligger den store udfordring.
Taberbønder
Landbruget forsøger at iscenesætte sig som uskyldige ofre for unfair konkurrence fra udlandet. Men kendsgerningen er, at dansk landbrugseksport klarer sig udmærket og kun faldt ubetydeligt sidste år. Problemet er snarere selvforskyldt. Bønderne er i dag Europas, sandsynligvis også verdens, mest forgældede, fordi de for lånte penge har investeret vildt i jord, mekanik og urentable staldanlæg. (Og lækre badeværelser, stereoanlæg og fede biler, men det er en anden sag) Nu piver de igen og stikker hånden frem for at få endnu en milliard oven i de 3.6, regeringen allerede har foræret dem på skatteydernes regning.
Landmændene må begribe, at de ikke kan leve som baroner med røde tal på bundlinjen, heller ikke selvom de kan køre billigt privat på blå diesel og sælge lidt til venner og familie. Erhvervet har glemt gode gamle dyder om selvforsørgelse og har overtaget en krævementalitet, som synes værre, end hvad man hidtil har set. Det er en vits, at bønderne kalder sig ”bæredygtige”, når deres indkomster består af 62% skatteydertilskud. Ingen har bevist, at de er udsat for urimelige konkurrencevilkår. Støtten pr. hektar ligger 50% over EU gennemsnittet og de danske forbrugerpriser er EUs højeste. Løfter om, at erhvervet nok skal betale sin milliardgæld, hvis bare de lige får nogle flere tilskud og ret til at ødelægge naturen og drikkevandet endnu mere, er svær at tage alvorligt. Bønderne låner i øjeblikket 100 millioner om dagen for at betale sine regninger, så dertil er både underskuddet og gælden for stor. Det vil være billigere og bedre, at samfundet overtager landdistrikterne, indretter dem til bolig- og fritidsformål og sender bønderne på almindeligt arbejde. Så kan de måske afdrage en del af det, de skylder. Men aldrig nogen sinde alle 360 milliarder kroner.
”This Time is Different”
Skal vi bruge Harvard University Professor Kenneth Rogoff ord til at stille diagnosen?
Citat ”Den mest almindelige kilde til krise”.
Er at ejendomspriserne har taget en afvigelse fra virkeligheden.
Hvis det er den korrekte diagnose på en del Landmænds problemer, hvad er så den rigtige medicin?
En kontrolleret afvikling?
Er det dygtige virksomhedsledere gør?
Økonomiske problemer for et helt erhverv, uden en eneste konkurs eller tvangsaktion.
Endelig kan vi bruge ordene ”This Time is Different”
Nytænkning kan bringe landbruget gennem krisen
Det er vigtigt, at landbruget kommer igennem den nuværende krise, uden at ødelægge det produktionsapparat, der er opbygget. Det gælder både de materielle aktiver og de menneskelige aktiver.
Men for at få glæde af de voksende markeder for den type produkter vi kan være konkurrencedygtige på, er det nødvendigt at hele sektoren satser på innovation både produktmæssigt og markedsmæssigt. At tro, at der er en fremtid for danske fødevarer på verdensmarkedet, hvis der alene konkurreres på pris, er helt forkert. Den udflytning af produktionen til områder med lave lønninger vi har set, er derfor først og fremmest desværre et tegn på, at ledelserne ikke har tiltro til egne evner, til at kunne drive virksomhed med vægt på høj kvalitet og dermed høje priser.
Ingen tror på, at det er en farbar vej ud af krisen bare at forlange offentlige tilskud til landbruget, fordi tilskud har det med blot at blive kapitaliseret. Tilskud er i realiteten et tilskud til de nuværende ejere, der vil gøre det endnu vanskeligere for nye ejere at komme i gang, eller gøre nye investeringer dyrere. Offentlige tilskud er kun til glæde for de nuværende ejere, og vil overvæltes som en byrde på kommende aktører.
Kunsten er, at finde en måde at kompensere det tab der allerede er konstateret. Tabene er opstået, fordi nogle års usædvanligt voldsomme prisstigninger på jord er afløst af et fald til et prisniveau, der mere afspejler den økonomiske virkelighed i landbruget. Kompensationen skal ske på en måde, der forhindrer, at der blot udløses nye kapitalgevinster, eller udløses nye jordprisstigninger.
Det er heller ikke hensigtsmæssigt, alene at gøre en indsats, der forhindrer tab hos dem, der har givet lån til landbruget. Tværtimod vil det være en god ide, at de gøres medansvarlige for at løse problemet.
Den ekstreme løsning på problemerne vil være, at staten overtager al landbrugsjorden, og genudlejer den på økonomiske vilkår, der afspejler det afkast som landbrugsjorden giver.
Men mellem den ekstreme løsning og de nuværende forhold kan tænkes en række mellemformer, der kan være med til at sikre, at produktionen opretholdes på trods af de nuværende problemer.
Med ændringerne i landbrugsloven lægges op til, at ejerformerne i landbruget bliver mere mangfoldige. Man kan forestille sig, at landbrugsjorden overgår til en række aktieselskaber, med den tidligere ejer, staten og dem der har penge i klemme som medejere. De enkelte selskaber genudlejer så jorden til den enkelte landmand – f.eks. den tidligere ejer - til en konjunkturafhængig leje. Derved vil betalingen for jorden for landmanden afhænge af, hvad der økonomisk vil være basis for, og belastningen af produktionen vil fremover være med til at dæmpe de økonomiske udsving for den enkelte bedrift, fordi betalingen for jorden afhænger af resultatet af bedriften.
For det aktieselskab der ejer jorden, vil indtægterne afhænge af de generelle landbrugsforhold. Det er jo ikke forskelligt fra at de fleste aktieselskaber har svingende indtægter i takt med konjunkturerne. Man kan sige, at systemet for landmanden flytter en betaling for lån til en betaling for dispositionsret. Han laver groft sagt lavet om på sit regnskab i status, idet gæld konverteres til egenkapital i aktieselskabet, så den fast betaling for gælden erstattes af en konjunkturafhængig betaling.
Selvfølgelig skal systemet ikke opbygges, så enhver risiko falder væk. Der skal stadig være mulighed for både at tabe penge og at tjene penge på at være mere eller mindre dygtig driftsleder. Men den nærmest totale afhængighed af faktorer, som den enkelte landmand ikke selv kan påvirke under det nuværende system begrænses.
Ved at arbejde med ejerformerne kan mange af de forhold som landbruget selv trækker frem som særlige belastninger i forhold til andre erhverv og andre lande med eet slag håndteres. Det gælder f.eks. spørgsmålet om beskatningen af jordværdierne, der indgår som en del af produktionsapparatet. Hvis betalingen for retten til at disponere over jorden sættes i forhold til den økonomiske fordel denne ret indebærer, og at størrelsen fastlægges på markedsvilkår, så er denne særlige problemstilling pludselig irrelevant. Og der er jo et marked for leje af jord som man kan tage udgangspunkt i ved prisfastsættelsen.
Man kan selvfølgelig ikke forestille sig, at al landbrugsjord med det samme skal ind i det nye system. Men man kan opstille modellen som et tilbud. Dem der lægger vægt på at få økonomien til at hænge sammen uden at være afhængig af kapitalgevinster, kan så tage mod tilbuddet. Andre kan blot fortsætte under de nuværende former.
Det er klart, at der er en lang række lovgivningsmæssige og praktiske forhold, der skal afklares.
Alene spørgsmålet om hvordan de enkelte aktieselskaber skal oprettes, og hvilket kapitalindskud der skal gøres kræver megen overvejelse.
Men der er et stort behov for at nytænke landbrugets rammer.
Landbruget tilbage til landdistrikterne?
Landbruget debatteres som isoleret i forhold til samfundet i øvrigt, men samtidigt ud fra en forestilling om, at det har en megastor betydning for os alle. Det sker utvivlsomt, fordi der stadig hersker en tyrkertro på, at landbrugets betydning er, som den var i landbrugssamfundet. Da var landbruget omdrejningsfaktoren for livet på landet og tilvejebringeren af fødevarer til os alle.
Ingen tvivl om, at danks landbrug betyder meget i det nationaløkonomiske regnestykke, stadigt tilvejebringer fødevarer, men nu så langt fra er den eneste leverandør, og gennem de store arealbesiddelser sætter mange natur- og miljømæssige dagsordener. Men ser vi f.eks. på betydningen for livet på landet, spiller landbruget ikke den grundlæggende og centrale rolle længere, heller ikke landbrugets følgeerhverv. De findes typisk findes i og omkring de større byer, langs motorvejene eller i udlandet.
Det er altså andre kræfter, som især påvirker udviklingen i landdistrikterne, både i form af bosætning, erhvervsudvikling og kultur. Ca. 700.000 bor og mange arbejder her, hvor landbrugets husstande til sammenligning tegner sig for en brøkdel. At det så heller ikke er en rose uden torne viser sig ved, at nogle områder nu har svært ved at udvikle sig eller overleve pga. den centralisering, som følger af tidens ideologi og politik, og som også sætter sig igennem i andre sektorer end landbruget.
Igennem mange år har vi altså haft to slags udvikling i landdistrikterne. På den ene side har vi haft et landbrug, der gennem strukturudviklingen er minimeret og har koblet sig fra sine lokale rødder og nu står temmeligt alene. Er det ikke tankevækkende, at landdistriktsfrontkæmpere nærmest er fraværende i debatterne om landbruget? På den anden side har vi haft en udvikling, som utvivlsomt skyldes folks ønske om at bo og leve på landet, men som ikke har trukket (synderligt) på de rurale værdier erhvervsmæssigt. Man kan stille det skarpt op: landbruget eroderer sig eget eksistensgrundlag ved ikke at være bæredygtigt, men den udvikling der foregår i landdistrikterne i øvrigt er med til at ophæve landdistrikternes identitet og egenværdi - ressourcebasen misbruges og nye potentialer udnyttes ikke!
Hvad med at forlade debatten om det eksisterende erhverv lige for en stund, og stille skarpt på spørgsmålet om, hvad "brug af landet" også kunne være, og hvem der også kunne være fremtidens brugere af land. Det skulle ikke undre mig, om et omformuleret landbrug kunne få en meget større betydning i landdistrikterne og i samfundet i det hele taget fremover.
Den korte variation.
Min mor har sagt det siden 1965: det her bliver ikke ved med at gå !
Hun var ikke økonom, men havde 10 år forinden bygget et nyt hus for 52.000 kr., og jeg sagde stædigt op igennem alle årene, sådan er verden.
I foråret 2008 var alle glade, banker og kreditforeninger troede på det, låntagerne og virksomheder troede på det, der blev lånt og der blev købt.
I 2009 var alle triste, banker og kreditforeningerne var i krise, fik ”pakker”, låntagerne og virksomheder var triste og gik fallit. Lidt værre end set i mange år.
Der er kun én ting som kan mindske gælden effektivt: inflation.
Det gode ved inflation er, at verden har 100 års erfaring med den. Verden kan styre en inflation.
Så kan man tale om bønder, landdistrikter, rammevilkår, erhvervsudvikling, aktieselskaber, skat, støtte, pakker, og mange andre kloge ting. Det afholder jeg mig fra. Det har kun en beskeden effekt.
Alle kræfter skal samles om at sikre en lille og stabil inflation, og så skal vi lære af den situation næsten alle har været i.
Dansk landbrug har ikke brug for at blive reddet!
Uanset hvad man måtte have af mere eller mindre saglige synspunkter i denne debat, så står det fast, at landbruget og andelsbevægelsen har skabt en væsentlig del af grundlaget for det Danske samfund.
Denne basis opgave kan og bør landbruget fortsætte med.
Hertil kommer et væsentligt bidrag i forhold til at opretholde job af alle typer og sikre dem fordelt over hele landet. Landbruget kan skabe arbejdspladser og økonomi i alle dele af landet til gavn for samfundet - også lokalt.
Den anden væsentlige opgave for landbruget er bidraget til eksportindtægterne. Hvis man kun ønsker et landbrug til forsyning af det nationale behov så falder kvaliteten og evnen til at løfte de omkostninger der er ved at drive landbrug i Danmark. Man står så med et markant behov for import af basisfødevare som man ikke kender de faglige produktionsvilkår bag.
Patriotisk Selskab lægger stor vægt på, at en fremtidig landbrugsproduktion sker på et solidt fagligt miljømæssigt grundlag. Vi er bestemt tilhænger af de to gode ord "Grøn og Vækst". Nu glæder vi os over, at Landbrug & Fødevare og regeringen har åbnet for en saglig analyse af det faglige indhold, så indholdet af planen passer til visionen og titlen.
Patriotisk Selskab har på baggrund af mange års detailanalyser (43 år) og på baggrund af vores, gennem flere år, internationale benchmarking samarbejde klarlagt, at den væsentligste faktor for Dansk landbrug er rammevilkårene. Forskellen på de direkte rammevilkårs belastninger ved produktion af en hektar hvede er 4-5 gange mere i Danmark en alle de øvrige lande omkring os.
Lad os starte med, at ensrette ramme – og produktionsvilkår i EU, så kan landbruget godt undvære støtten og klare sig selv.
De noget løse påstande om uansvarlig gældssætningen savner bund i virkeligheden. Situationen er for alvorlig til mudderkastning. To hovedårsager til landbrugets gæld, er dels at man efter slutningen af 1980’erne foretog en lang række investeringer for at imødekomme miljø- og dyrevelfærdskravene. Disse investeringer har en langt løbetid. Dels, at man under den gamle landbrugslov som f.eks. husdyrproducent var nødsaget til at købe jord selvom man helst ville samle sine kræfter om sin primærproduktion. Det har medført store investeringer i og efterspørgsel på jord.
Videre kan man også pege på, at kravene omkring 2013, har de seneste år også medført store investeringer.
På den anden side må man sige, at når landbruget så har klaret sig ca. 10 gange bedre på produktiviteten end nogen anden erhvervsgren i denne seneste krise (jf. Danmarks Statistik), så er det takket været nogle investeringer i et produktionsapparat så man var klar og kunne matche udfordringerne.
At gælden i dag knapt matcher markedspriserne er vel ikke anderledes end de boligkøbere som også foretog tunge investeringer under højkonjunkturen og i dag står med en privatbolig som måske kun er det halve værd i handel!
Afslutningsvis skal det også stå klart, at Patriotisk Selskab bestemt ikke mener man skal holde liv i – eller lave ”pakker” til udygtige landmænd. De må ud af erhvervet – det skal bare ske på en sådan måde, at de lokale banker og realkreditter ikke går ned på det også.
Vejen ud af krisen?
Ovenstående findes nogle meget lange indlæg, for og imod dansk landbrug.
Nogle hæfter sig ved den dyre landbrugsjord. Den del af landbrugets gæld, der hidrører fra køb af meget dyr jord, er i forhold til den samlede gæld på 350 mia kr. kun en lille del. Mange landmænd har belånt deres ejendomme og købt op i udlandet for pengene. Den del af belåningen burde trækkes fra dansk landbrugs gæld, eller værdien af de udenlandske opkøb tillægges aktivmassen. Ud af den store gæld er der også gået mange penge til det offentlige: Tinglysning af handeler, tinglysning af pantebreve, sælgers ejendomsavanceskat osv. Banker og kreditforeninger har taget store beløb til omkostningsdækning. På den måde har samfundet som helhed nydt godt af landbrugets ekspansion på passivsiden.
Men modsat tidligere tider, hvor landbruget kunne effektivisere sig ud af periodiske lavkunjunkturer, (faktisk er landbrugets produktivitetsfremgang ganske imponerende, sammenlignet med resten af samfundet), så har det i de sidste ca 5 år været næsten umuligt at generere større produktion, grundet de umulige forhold på husdyrgodkendelsesområdet. Der er et behov for nye stalde. I stedet for at sende 8,3 mio smågrise ud af landet, burde de fedes op i Dk og give job til 8.000 på slagterierne, et lignende antal i andre følgeerhverv. Samtidig ville det skæppe pænt på betalingsbalancen og i de offentlige kasser. Men når de bestemmende i DK ikke ønsker produktion, så ender det, som vi ser lige nu.
Fremtiden ligger uden for Danmark
Enkelte landbrugs store gældsætning er en udfordring for de involverede, men behøver ikke blive et problem for fødevarebranchen som helhed. Der er stadig masser af økonomisk sunde landmænd derude, som vil kunne udfylde hullerne efter de, som lukker ned. Det er vel ikke anderledes end i byggesektoren, banksektoren eller andre brancher, hvor kun de forsigtige overlever de nuværende omstændigheder.
Den økonomiske krise i verden har dog blotlagt nogle af de dybe strukturmæssige udfordringer, fødevaresektoren som helhed har været plaget af længe. Nogle problemer er selvforskyldt, mens andre skyldes de rammebetingelser, branchen som helhed arbejder under.
Når fødevareministeren i sit indlæg lover at lempe de bureaukratiske processer, er det gode nyheder. Det er over det sidste årti blevet stadig vanskeligere at drive fødevarevirksomhed i Danmark. Vi har et generelt eksploderende omkostningsniveau til lønninger og administrative byrder til opfyldelse af konstant stigende lovkrav og en fødevarekontrol, som fortolker generelle EU regler med en nidkærhed så voldsom, at det næsten umuliggør varens frie bevægelighed.
Ingen er mere bevidste om værdien af et uafhængigt og effektivt kontrolsystem end branchen selv, men der er noget galt, når myndighederne bliver en fjendtlig modpart uden forståelse for, hvordan de mest basale ting fungerer i praksis. Her kunne fødevarekontrollen lære noget af SKAT, som de seneste år har omstillet sig til en serviceorienteret sparringspartner, hvormed man kan diskutere komplekse problemstillinger uden at frygte repressalier for enhver utilsigtet afvigelse fra den lokale myndigheds fortolkning af reglerne.
Selvforskyldt i branchen er dog en andelsbevægelse, som er utidssvarende og bygger på præmisser, som dræber international tankegang i en stadig mere globaliseret verden. Jeg ville nødig være topchef i Danish Crown eller Arla og skulle forholde mig til en aktiv ejerkreds og bestyrelse med begrænset international erfaring, og som hovedsageligt har individuelle kortsigtede interesser i deres hjemland på sinde. Stor ros til mine kollegaer for, hvad de trods alt opnår under så svære betingelser, men potentialet ville blot være mange gange større, hvis ikke alt handlede om de kommende måneders afregningspriser.
Der er ingen tvivl om, at de arbejdspladser, som er forsvundet i produktionen hos de store fødevareeksportører de senere år aldrig kommer tilbage, ligesom det faktum, at danske forbrugere søger tilbud og ikke kvalitet, nok ikke ændres foreløbig. Omvendt har mange danske virksomheder og fremsynede landmænd i samarbejde med danske ambassader og handelsattacheer, Danida, IØ og IFU Fonden formået at opbygge virksomheder og produktion andre steder i verden. Disse udenlandske aktiviteter trækker administrative arbejdspladser og indtægter til Danmark, og dermed tegner der sig en fremtid for fødevarebranchen, hvor man i samarbejde med offentlige myndigheder bygger nye indtægtskilder op ude i verden under erkendelse af, at der er stadig flere ting, som ikke længere lader sig gøre hjemme i Danmark.
Med et internationalt uddannelsessystem, en større bevidsthed om mulighederne uden for Danmark og myndigheder, som erkender, at de ud over at skulle føre kontrol også er sparringspartner, er der stadig masser af muligheder for dansk fødevareindustri. Hvis andelsbevægelsen samtidig kan ryste støvet af sig og lade deres virksomheder agere kommercielt, globalt og visionært, er der ingen grund til at frygte fremtiden for branchen.
Landbrugets betydning for dansk økonomi kan ikke ses isoleret
Landbruget som erhverv og dets betydning for dansk økonomi kan ikke ses isoleret. Erhvervet skal ses i relation til den generelle situation i kongeriget. Hvis dansk økonomi var præget af betydelig vækst i de velstandsbærende sektorer, og hvis dansk økonomi var i fare for at gå i stå på grund af betydelige flaskehalseproblemer på arbejdsmarkedet, kunne man jo tage den aktuelle alvorlige situation i landbruget med ophøjet ro. Lad falde, hvad ikke kan stå; andre sektorer i økonomien vil tage over, og den enes død bliver så at sige den anden sektors brød. De mindst lønsomme sektorer må naturligvis vige pladsen for de mere lønsomme, hvis vi ønsker et samfund i vækst og dermed et samfund, der kan gøre morgendagen stedse mere spændende og givende for danskerne.
Det virker, som om at rigtigt mange danskere, herunder vismænd mv., ikke har opdaget, at Danmark befinder sig i den alvorligste økonomiske krise siden depressionen i 30'erne. Faktum er, at den private sektor i dag beskæftiger 200.000 færre end før krisen. Faktum er ligeledes, at vi fortsat mister mange arbejdspladser til udlandet, fordi erhvervslivets internationale konkurrenceevne er blevet stærkt forringet de senere år. Faktum er ligeledes, at de danske energireserver i Nordsøen så småt er ved at være brugt, dvs. at vi i årene fremover bliver tvunget til at importere en stedse større andel af det danske energiforbrug. Faktum er ligeledes, at de offentlige finanser er gået fra et betydeligt overskud til et tilsvarende underskud. Faktum er ligeledes, at betalingsbalancen er under pres. Det hele kan så krydres med, at den demografiske udvikling betyder, at vi bliver markant flere pensionister i fremtiden og tilsvarende markant færre i den arbejdsduelige alder.
Det er forunderligt - situationen in mente – at der er folk, der tilsyneladende helt seriøst mener, at vi kan undvære yderligere 150.000 arbejdspladser i den private sektor samt en eksportindtjening på over 100 mia. kr. Vi skal satse på videnindustrien i stedet. Fint, men hvem skal finansiere uddannelsen af alle de kloge hoveder. Hvem skal så at sige give det danske samfund det økonomiske grundlag, der sikrer, at vi i det hele taget har tilstrækkelige ressourcer til at investere i fremtiden. Industrien udflager med skræmmende hastighed, og landbruget er midt i en egentlig overlevelseskamp. Politikerne taler om videnindustri, men det er jo ord uden indhold. De højteknologiske virksomheder placerer jo i dag deres forskningsaktiviteter udenfor landets grænser, fordi der ikke er tilstrækkeligt kvalificerede folk her i landet. Sagen er jo at højt kvalificerede folk er globale i ordets egentlige betydning, og hvorfor skal folk, der kan få gode job overalt, netop vælge at bosætte sig her i landet vort skattetryk og geografiske beliggenhed in mente. Hvis vi derfor for alvor skal satse på videnindustrien, skal der investeres massivt i universiteter, samtidigt med at det danske skattesystem bliver konkurrencedygtigt. Og det er vel og mærke ikke noget, der vil redde dansk økonomi fra den ene dag til den næste. Det vil tage år at opbygge et alternativ til de nuværende erhvervsaktiviteter.
Endelig må man spørge alle de, der mener, at vi udelukkende skal satse på videnindustrien, hvad vi, der er knap så kloge, skal leve af i fremtiden? Her er svaret normalt serviceindustrien, dvs. jobs i en sektor, der normalt er karakteriseret ved lav løn og lange arbejdsdage. Det lyder forjættende. Der er virkelig tale om et massivt opgør med den danske model, hvor få er rige og færre fattige.
Hvorfor ikke satse på det, vi allerede er gode til. Vi er f.eks. rigtig gode til at arbejde sammen, og derfor er vi gode til organisere og drive traditionelle industrier utroligt effektivt. Viden er ikke kun f.eks. nanoteknologi. Viden er også evne til at organisere.
Arla, DLG, Kopenhagen Fur, Danish Crown, Trifolium, DSV, Mærsk, Jysk, Netto, Bestseller, IC Company osv. osv. er alle danske virksomheder, der først og fremmest har fået en betydelig international styrke på grund af deres evne til at organisere. Nogle af Danmarks mest succesrige virksomheder har deres rod i andelsbevægelsen, dvs. i en virksomhedsstruktur præget af netværkstankegang.
Hvordan skal dansk landbrug komme ud af den aktuelle krise? Det skal dansk landbrug ved at det omgivne samfund ikke kun behandler dansk landbrug men også det øvrige erhvervsliv med respekt i erkendelse af, at uden et hårdtarbejdende effektivt erhvervsliv vil den danske velfærdsmodel synke i grus. Med respekt menes, at folketing og regering indser, at landet meget vel kan få græske tilstande på uhyggelig kort tid, hvis man bruger mere tid på at dyrke modsætninger frem for at finde løsninger, der genskaber dansk erhvervslivs internationale konkurrenceevne.
Tiden er ikke til at poste nye byrder på erhvervslivet i form af nye skatter og afgifter, nye krav til miljø, klima, osv. osv. Tiden er inde til at redde, hvad reddes kan, således at vi i det mindste har en chance for at fastholde det, vi har, og dermed fastholde et økonomisk grundlag, der gør det muligt at investere i fremtiden, herunder i et endnu mere videnbaseret erhvervsliv. Landbruget og det øvrige erhvervsliv skal naturligvis ikke belastes urimeligt i forhold til udenlandske konkurrenter. Dansk erhvervsliv, herunder landbruget, skal konkurrere på lige vilkår. Det kan ikke være rigtigt, at den største trussel mod dansk erhvervsliv og dermed den danske velstand har sin rod i et folketing, der tilsyneladende ikke kan styre deres lyst til at pålægge erhvervslivet nye byrder og reguleringer.
Det er utroligt patetisk at høre diverse politikere snakke om Danmark i fremtiden, når fremtiden i virkeligheden afhænger af, om vi kan klare dagen og morgendagens problemer. Det er utroligt, at nogle politikere, diverse interesseorganisationer og såkaldte vise mænd er parate til at skrotte et af de vigtigste velstandsbærende erhverv uden realistisk at forholde sig til, hvad vi skal sætte i stedet bortset fra trylleordet videnindustri.
Dansk landbrug har været og er fortsat særdeles effektivt. Men i lighed med tiden før de store landbrugsreformer er landbruget tynget af for mange "herremænd", der ikke yder, men blot nyder. Derfor er landbruget i knæ. Bureaukrati, uendelig langsommelig sagsbehandling, særregler, særskatter og andre selvskabte plager tynger dansk landbrug.
Fordomsfrie forslag
Situationen for dansk landbrug og fødevareindustri kan næppe beskrives mere præcist, end den lige ovenfor er blevet det af Torben Nielsen (som til min overraskelse viser sig også at hedde Jens).
Vi kan glæde os over, at vi i hvert fald indtil videre også har en statsminister, som ved, hvad det drejer sig om. Til Jyllands-Posten den 4. april i år udtalte han således: ”De seneste år har al politik i høj grad handlet om den ene del af vores samfund, nemlig den offentlige sektor, og hvad vi kunne bruge vores skattekroner til. Og det skal vi bestemt også tale om. Men vi skal tale meget mere om den anden del, nemlig de rammevilkår, erhvervslivet har, og deres muligheder for at øge eksporten. For det er det, der skaber velfærden.”
Så sandt, så sandt! Det store spørgsmål, der stadig står tilbage, også efter alle de hidtidige indlæg her, er imidlertid: Og hvad kan vi så gøre ved det? Hvordan kommer vi ud af suppedasen?
Som jeg tidligere her i bloggen har anført, handler det helt grundlæggende om dansk erhvervslivs konkurrenceevne i forhold til andre landes. Og konkurrenceevne vel at mærke i bred forstand, dvs. ikke kun målt på omkostninger, men også på kvalitet, korruptionsforekomst, samarbejdsevner (jfr. Torben Nielsen) og meget mere. På mange af disse områder kan vi sagtens være med. Dér, hvor det halter, er uomgængeligt på løn og fritid. Vi har utvivlsomt for meget af begge dele til at kunne konkurrere os til et fremtidigt velfærdssamfund.
Men hvordan kan det så være, at Danmark igennem mange år har kunnet opretholde og udbygge et rigt samfund, når vi i lige så mange år har givet hinanden lønstigninger, der ligger pænt over inflationen og den internationale lønudvikling? Hvorfor er vi ikke for længst blevet udkonkurreret? Når lønningerne stiger ud over det almindelige pristal, sker der jo alt andet lige det, at konkurrenceevnen falder.
Svaret er, at alt andet netop ikke har været lige, og at det netop er lønstigninger ud over den almindelige pristalsudvikling, som har befordret den stigende velstand i samfundet. Det har den imidlertid kun kunnet gøre, fordi det er lykkedes produktionserhvervene at kompensere for de relativt stigende lønudgifter gennem effektiviseringer og automatiseringer – og ved at få medarbejderne til præstere mere pr. arbejdstime. På den måde har lønmodtagerne i høj grad selv betalt for lønstigningerne.
På et tidspunkt når man jo imidlertid et punkt, hvor det ikke længere er muligt for medarbejderne at løbe hurtigere, og hvor teknologiens begrænsninger er større end dens muligheder. På netop det punkt begynder konkurrenceevnen at falde for hver øre, lønnen stiger mere end inflationen – forudsat, naturligvis, at lønomkostningerne pr. produceret enhed i de lande, vi konkurrerer med, forbliver væsentligt lavere end i Danmark. Fra da af begynder den samlede danske velstand at falde.
Det punkt er vi nu kommet til i Danmark. I OECD’s opgørelse over verdens rigeste lande er Danmark på få år faldet fra en 6. til en 12. plads, og World Economic Forum, som har målt nationernes internationale konkurrenceevne, har flyttet Danmark fra en 3. til en 5. plads.
Siden 2000 er det blevet 30 procent dyrere at producere i Danmark sammenlignet med andre lande.
Vores økonomiske vækst målt på BNP ligger langt under OECD-landene generelt og også et pænt stykke under euro-landenes.
Det er ikke til at finde tal, der peger i den rigtige retning for udviklingen af vort lille land i internationale sammenligninger. Alle røde lamper lyser.
Det ved de godt i regeringen. Det bar statsministerens åbningstale i Folketinget den 6. oktober tydeligt præg af, og oppositionen taler aldrig om andet end den økonomiske krise. Det er imidlertid ikke nok, at regeringen og Folketinget erkender problemet, for i Danmark er konkurrenceevnen i meget vidt omfang bestemt af de overenskomster, som indgås af arbejdsmarkedets parter, og disse overenskomster er altid endt med at øge virksomhedernes omkostninger mere, end hvad den almindelige prisudvikling i samfundet tilsiger. Det skyldes ikke mindst et system, som gør, at lønmodtagerne på den korte bane har alt at vinde og intet at tabe, når de møder op til overenskomstforhandlinger; for vis forhandlingerne bryder sammen, mødes man i en dertil indrettet forligsinstitution, hvor der sidder en forligsmand, som ikke føler det mindste ansvar for den langsigtede samfundsudvikling – herunder den internationale konkurrenceevne. Han søger blot et kompromis i forhold til den helt konkrete uenighed, og dette kompromis vil altid give lønmodtagerne mere, end de har i forvejen – om end ikke helt så meget, som de forlanger. Resultatet er altid en fordyrelse af arbejdskraften.
I de nye overenskomster er erhvervslivet sluppet billigt, og det er der grund til at rose fagbevægelsen for. Den har vist ansvar denne gang. Men det var snadt for dyden også i sidste øjeblik.
Et af de spørgsmål, som de politikere, der har øje for situationens alvor, bør forholde sig til, er, om forligsinstitutionen har den rigtige konstruktion i forhold til dens rolle i, hvordan Danmarks internationale konkurrenceevne – og dermed hele vores velfærd – udvikler sig.
Måske ville det hjælpe, hvis forligsmanden havde nationalbankdirektøren ved sin side?
(Jeg må i hvert fald fraråde, at han inviterer overvismanden, jfr. hans indlæg ovenfor.)
Jeg tror i det hele taget, at vi bliver nødt til at kaste fordomsfrie blikke på nogle af tidens tabuer – herunder indkomstpolitik. Kan vi i den forbindelse lære af fortiden? For eksempel måske af Jens Otto Krags ”helhedsløsning” fra 1963?
Et andet område, som man med fordel kunne kaste fordomsfrie øjne på, er EU’s landbrugspolitik. Måske var den i sin gamle form slet ikke så tosset endda? Det kan jeg vende tilbage til i et senere indlæg her.
Grøn Vækst - Om igen
Illusionen om, at industrialisering og koncentration af jordejendom er fremtiden for dansk landbrug, er i opløsning. Grøn Vækst-aftalen, hvoraf en del for nylig blev vedtaget under navnet L39, er ret beset et udtryk for, at man har erkendt, at der skal en radikal ændring af landbrugspolitikken til, for at afværge en ren katastrofe. Desværre valgte regeringen med L39 en lovgivning, som muliggør en yderligere bevægelse ud i uføret:
- Med ophævelse af kravet om sammenhæng mellem jordtilliggende og dyrehold bliver det muligt at producere kød på rene fabrikker af i princippet ubegrænset størrelse. Foderet kan importeres, og såvel gylle som dyr, der er døde før slagtning, kan med statsstøtte omdannes til “grøn energi”.
- Med ophævelsen af kravet om selvejet åbnes på kort sigt for, at de nye magthavere på landet, pengeinstitutterne, kan sikre sig imod at betale for de risici, de har løbet, og også formelt kan opnå kontrol med de insolvente landejendomme, der ellers skulle have været handlet videre til nye ejere. Landmanden, som ifølge loven skal eje mindst en tiendedel af bedriften, kan så få lov til at låne de 10 procent af de nye ejere.
På længere sigt inddrages råstofressourcen “dansk landbrugsjord” i verdensmarkedet og vil således blive genstand for yderligere spekulation også fra international kapital. Hertil kommer de politiske muligheder, som ligger i erhvervelse af dansk landbrugsjord. F. eks. kunne ledende kredse i Kina for overskuelige midler købe en del af et lille europæisk landbrugsland og dermed skaffe sig indflydelse på EU´s budget.
- Med ophævelsen af enhver begrænsning på bedrifternes størrelse åbnes for, at landbrugsjorden kan udnyttes til produktion af noget helt andet og mindre kompliceret end fødevarer, nemlig energi. På den måde sætter man sig helt ud over den besværlige konkurrenceparameter “kvalitet”, og investorerne kan i kraft af stigende oliepriser samt EU- og statsstøtte til “fossilfri” energi, sikre sig et højt afkast, også i perioder med højere rente og/eller midlertidige fald i jordpriserne. Denne del af “redningsplanen” for landbruget forudsætter dog, at politikerne først sent opdager, at også udnyttelsen af den fossilfri bioenergi frigør store mængder CO2, idet den bogstavelig talt består i en afbrænding af muld, blot med planter og raffinaderier som mellemled.
Vedtagelsen af L39 skete under betydeligt større opmærksomhed, end man havde håbet på i regeringsblokken. Lovens karakter af desperat handling uden overblik over de mulige, fatale konsekvenser blev klar for en bredere offentlighed, og en samlet opposition erklærede, at man straks efter et regeringsskifte ville suspendere loven. En ny lovgivning skulle derefter forberedes ved et grundigt kommissionsarbejde.
Den anden del af Grøn vækst-aftalen, der samler sig om en skærpet miljø-indsats, førte til endnu større politisk uro, idet den som bekendt gav anledning til dannelsen af protestbevægelsen “Bæredygtigt Landbrug”, og til omfattende uro og udmeldelser i partiets Venstres traditionelle bagland. Regeringen søgte at lette presset ved at vedtage en såkaldt “Grøn Vækst 2“, der imidlertid kun indeholder så begrænsede tiltag, at den med sikkerhed ikke ændrer væsentligt på noget som helst, bortset fra at stække protestbevægelsen. Eftersom denne bevægelse ikke har formuleret nogen egentlig alternativ politik, men udelukkende ønsker at protestere, og i øvrigt understreger sit underordningsforhold til Landbrug og Fødevarer, måtte reaktionen på Grøn Vækst 2 fra Bæredygtigt Landbrug nødvendigvis blive spagfærdig.
Vi har fra Frie Bønders side tilsluttet os kritikken af den måde, Grøn Vækst vil opfylde miljøkravene, som Danmark igennem EU har forpligtet sig på. Vi ønsker, at disse krav opfyldes så hurtigt som muligt, men vi kræver, at der samtidig tilbydes ordninger, så de nye, skærpede krav bliver mulige at opfylde uden økonomiske tab for de implicerede bønder.
Den åbne konflikt omkring miljø-delen af Grøn Vækst peger tydeligt på et problem, som ikke engang en fuldstændig og rettidig opfyldelse af den ny lovgivnings krav vil løse: Vi har i Danmark allerede for længst overskredet grænsen for den mulige størrelse af den samlede industrielle landbrugsproduktion set i forhold til befolkningstallet og arealets størrelse. Presset på naturgrundlaget skal bringes ned, men det skal ske på den måde, at fødevareproduktionen ikke ophører, men omlægges. Blandt de tiltag, som er umiddelbart presserende, skal nævnes attraktive ordninger for omlægning til skånsomt landbrug og massiv investering i udvikling af værdifulde produktioner i mindre skala.
Det skal imidlertid understreges, at tiden er knap. Behovet for en revideret landbrugspolitik, som inddrager forhold vedrørende miljø, klima, trafik, såvel som demografiske og sociale aspekter er presserende. Opgaven bliver så meget større som, at den nationale politik nødvendigvis må sammentænkes med EU´s fælles landbrugspolitik, der står over for en omfattende revidering, hvor Danmark i kraft af sit kommende formandskab for Europarlamentets landbrugsudvalg får et stort ansvar - og store muligheder for at præge lovgivningen.
Frie Bønder - Levende Land vil igennem de kommende måneder tage en række initiativer til at forberede en kommende landbrugspolitik, som kan erstatte den risikable og - for såvel landbruget som det store flertal af befolkningen - perspektivforladte linje, som Grøn Vækst har udstukket. Et væsentligt led i den ny politik vil blive den såkaldte Dalbyplan, en model som kan løse en lang række problemer igennem målrettede udstykninger af urentable storlandbrug. Med hensyn til dette arbejde, der i sagens natur udgør en forberedelse for den omtalte kommission, som en kreds af Folketingets partier har ønsket nedsat, er vi i Frie Bønder meget fortrøstningsfulde. Vi oplever nemlig for tiden, også blandt regeringsblokkens traditionelle støtter, en ny, men tydelig velvilje og lydhørhed for vore idéer om, hvordan man på en solidarisk måde kan gennemføre en sand liberalisering af betingelserne for at eje jord og dyrke den.
OLE KJÆRULFF DAVIDSEN
Formand, Frie Bønder - Levende Land
126.000 arbejdspladser i turisterhvervet
Er det hensigtsmæssigt at Danmark opdyrker 2,7 millioner hektar, eller ca 65 % af vores areal - og er det nødvendigt?
Som nævnt var der måske mere potentiale i at styrke turismen, som skaber ca 73 milliarder i omsætning og 126.000 arbejdspladser (2006 tal).
Hindre den intensive landbrugsproduktion turismen i at udvikle sig i Danmark?
Den kapital udenlandske turister ligger i Danmark, må vel regnes for at af meget høj værdi for landet, da den ikke er skabt på baggrund af import, og betydelige udgifter forbundet med kontrol, og beskyttelse af natur opg miljø.
Selvfølgelig skal der være plads til landbrug i Danmark, men det er ingen naturlov at en opdyrkning på 65 % og en produktion af 30 millioner svin + det løse faktisk er godt for landet og vores økonomi.
Hvordan havde Danmark set ud i dag, hvis vi krampagtigt havde holdt fast i en underskudsgivende tekstil- og skibsindustri ? Havde det løst deres problem hvis man havde investeret 350 milliarder i større skibsværfter og tekstilfabrikker - eller ville det have ødelagt Danmarks økonomi?. Der er vist ingen tvivl om, at det er de små og specialiseret virksomheder indenfor disse sektorer, som klare sig godt i dag.
Den store politiske fokus på landbrugets konkurrencevilkår, er ikke styret af hvad der er godt for Danmark - men alene af personlige politiske relationer og økonomiske interesser - tager jeg fejl?
Peder Størup
Indehaver af Naturbeskyttelse.dk
Bliver vi rige af at klippe hinanden?
Enkelte debattører her på siden ønsker tilsyneladende at sætte turisme og landbrug op mod hinanden. De to brancher er ikke hinandens modsætning. Danmark er berømt for vore gode og sikre fødevarer, og det kan da ikke udelukkes, at mange menneskers kendskab og ønske om at se DK med egne øjne, stammer fra erfaringerne med danske landbrugsprodukter. At landet i denne kolde forårstid lugter lidt af gylle, betyder nok ikke så meget, da det alligevel ikke er vejr til udendørsaktiviteter. Det kan godt være, at dansk landbrug pt. er presset, men vi har da ikke set så mange konkurser, som det er normalt at se i turistbranchen. Turistbranchen klager jævnligt over ulige konkurrencevilkår i forhold til udlandet. Et punkt, hvor de er på lige med landbruget.
Det er nok rigtigt, at 2/3 af DK er landbrugsjord. Det er ikke unaturligt, da DK er et landbrugsland. Det er vi mange landmænd, der er stolte af, men det behager tilsyneladende ikke nogle meningsdannere, der ikke kan bidrage med ret meget i så henseende, da de overhovedet ikke har forstand på landbrug. Hvis vi som borgere i dette land blot kunne trække på samme hammel (et gammelt landmandsydtryk), da var "krisen" i dansk økonomi til at overskue.
Asociale flæbekoner
Det er til at grine af, når de forkælede landmænd piver over at de er udsat for unfair konkurrence. De iscenesætter sig selv som ofre, men hvilke landmænd får statsstøtte til ”uddannelse” af østeuropæiske ”praktikanter”, der for under halv pris knokler i landbruget? Og hvilke landmænd får lov til at have en masse antibiotika stående (35 dages forbrug) så de selv kan lege dyrlæge og spare på den rigtige dyrlæges besøg? Mon andre landes landmænd får millioner til at deres børn kan få underholdning i fritiden? Fester, traktortræk og sjove pløjekonkurrencer. Mon også andre landes bønder får lov til at køre på farvet diesel og endda fyre med det i oliefyret uden at der sker noget, for der er ingen effektiv kontrol. Det samme gælder indsmugling af ulovlige sprøjtemidler, gødning og anden svindel. Hvilke andre landmænd får den ene skattelettelse efter den anden bare de piver lidt? Og mon der er statsgaranti for kreditterne til bønderne i vore nabolande.
Bønderne argumenterer med, at de er ”stolte af et berømt erhverv, der er verdens bedste til dit og dat.” De synes i verdensklasse når det drejer sig om at klynke. I ti år her de holdt gang i gården for lånte penge. De kan aldrig nogen sinde betale deres gæld, og derved truer de hele samfundets stabilitet. 62% af landmændenes indtægter er tilskud fra os andre, så de kan fise rundt i deres traktorer og smøre Danmark ind i lort til ingen verdens nytte, men til stor skade for drikkevandet og naturen. Nu forlanger de minsandten sekscifrede beløb i beskyttelsespenge for at skåne drikkevandet for deres sprøjtegifte. Og de resistente bakterier fra svinestaldene truer ikke bare bønderne selv, men kan udløse dødsfald på grund af en banal blærebetændelse, hvis udviklingen fortsætter.
Helt ærligt, hvad skal Danmark med denne flok asociale flæbehoveder, som ikke engang kan betale deres egne regninger?
Landbruget er en økonomisk belastning
Landmændenes økonomiske betydning
Det er et falsk argument, at landbruget skal hjælpes, fordi det skaber 140.000 arbejdspladser. Landbruget skal ikke hjælpes, fordi det ikke skaber værdi. Der er ikke noget at gøre ved, at danske bønder ikke kan konkurrere med polske og andre europæiske, der altså kan fremstille bedre og billigere varer, som danskerne hellere vil købe. De ”afledte” erhverv kan enten købe råvarerne, hvor de er billigere eller de kan finde på på noget andet at lave. Økonomien hænger sammen,og alle vil kunne prale med at de betyder en masse for de ”afledte” erhverv. ”Staten og de afledte erhverv” er jo en meget vigtig arbejdsgiver, men er det argument for at lade staten vokse?
Landbruget er en belastning for samfundet, Selv den højt besungne eksport skal ses i lyset af, at landbruget importerer en masse råvarer, kapital, maskiner og arbejdskraft, der jo trækker i den anden retning. Prisen for forureningen er enorm bl.a. i form af tabte indtægter for turismen. Affolkningen af landdistrikterne, hvor husets værdi undergraves af stank og fluer, fordi en landmand bygger sig en svinefabrik i nærheden, er en anden stor belastning fra landbruget. Og eksporten fremstilles med enorme tab, så vi ville være både rigere og renere uden dette uvæsen, som den animalske produktion er. Landbruget låner 100 millioner om dagen for at overleve. Egenkapitalen styrtdykker. Alene på driften regner svineministeren med et tab på 12.7 milliarder kroner i årene 2008 – 2010. Halvdelen alene i år. Så indse det. Det duer ikke. Landbruget er en gøgeunge og bønderne må i gang med et almindeligt lønarbejde, så de kan betale deres gæld. Det kan de ikke med landbrugsdriften.
Gøgeungen
De mange kommentarer om Dansk landbrugs mulighed for at komme videre, er enten meget farvet af den holdning at man hellere så det helt nedlagt, eller også er det muglige fremtids-senarier om hvor vi skal hen med produktionen i de næste 20 år.
Specielt en som er ivrig i debatten skyder da helt ved siden af. At påstå landbruget affolker landområderne, at landbruget sviner vores grundvand til med pesticider og at vi er skyld i udbredelse af resistente baktier på grund af brugen af medicin til behandling af syge dyr, er at omgåes sandheden meget lemfældigt.
Det som landbruget mangler er, politikere som tør sige højt at vi har brug for alle de mange tusinde arbejdspladser som landbruget skaber, at danmark ikke kan undvære den kæmpe eksport- indtægt, som de arbejdspladser indbringer.
Vi frembringer nogle af verdens mest sikre fødevarer, vi har bedst styr på brugen af gødning og plantebestyttelsemidler og vi er helt i front hvad angår et lille medicin forbrug og vores dyrevelfærd er i top. Vi har varen til mange forbrugere i fremtiden.
Men her i DK kan de "lærte" næsten ikke komme til, for hinanden af bare iver efter at være den der kan sætte overlæggeren højest, når det er natur og miljø der bliver spurgt til. Og den der ikke vil hæve niveuet hele tiden bliver hængt ud som et miljøsvin eller en dyremishandler. Det er på tide at der bliver sige fra over for den, tror jeg lille gruppe, som kun vil i den retning hele tiden, mange vel fordi deres job og lønindtægt er afhænnig af strammere regler, og mere beukrati, brug jeres energi på at få andre lande i EU med på jeres krav.
Dansk Landbrug kan i høj grad være med til at sikre vores velfærdssamfund, ved at skabe og opretholde jobs i landkommunerne. Dansk Landbrug er helt sikker ikke en gøgeunge.
Skal dansk landbrug reddes, som det er nu?
Der er masser af fortalere i denne streng, for at industrilandbruget uagtet store miljøbelastninger, insolvente bedrifter og sorte fremtidsudsigter skal fortsætte som om intet var hændt. Ja mange er endda, godt hjulpet af et folketingsflertal, opsat på at øge både miljøbelastning og gæld, eller alternativt fremme salg af 2/3 af dansk grund til investorer fra fjerne og måske endda udemokratiske nationer.
Et af de vægtige argumenter, som man hæfter sig ved, er at man har sat sig fast på et tal, der hedder 150.000 arbejdspladser, der skal beskyttes. Indtil nu, er der ikke nogen, der har gjort sig den ulejlighed at fremvise baggrundstallene, der ligger til grund for dette svimlende tal.
Kigger man i Danmarks Statitstiks tal, er det således, at i 2008 var ca. 100.000 personer beskæftigede enten som lønmodtagere eller selvstændige inden for de erhverv, der direkte kan relateres til landbrug, altså incl. slagterier og mejerier. Ud af de 100.000 må man formode, at de 43.415 bedrifter, der stod registreret samme år, mindst må have en arbejdsplads pr. bedrift. De resterende ”værdiskabende” arbejdspladser vil således være ca. 56.500.
Hvor er den sidste tredjedel af de ”annoncerede” arbejdspladser henne, hvis de findes? Nogle bud kunne være:
Ansatte i Fødevareministeriets forskellige kontrolinstanser….. er det særligt værdiskabende?
Ansatte i landbrugets egne organisationer………. Har vi som samfund glæde af dette, og skal resten af samfundet betale til insolvente landbrug, for at de kan betale til deres forening?
Ansatte i fødevare-engros og detail: Hmm, mon ikke begge disse typer virksomheder ville eksistere, ligegyldigt om dansk landbrug gjorde det?
Flere kan sikkert nævnes i flæng, men helt ærligt lad os få de reelle tal på bordet. Nogle af de, der svinger om sig med ”tab af arbejdspladser”, må jo også ligge inde med tallene.
Næste tankeprojekt er så, at hvis man nu tager nogle af de store insolvente landbrug og deler disse op i mindre enheder, altså fordeler byrden på flere, så vil man jo uvilkårligt skabe flere arbejdspladser de steder, hvor det sker. En bliver til f.eks. 6 eller 10. Derudover skabes grobund for udflytning af mindre slagterier, mejerier og gårdbutikker med kvalitetsfødevarer. Dette vil så igen sætte gang i turismen, osv…….. Hvem er det, der er så bange for at tænke denne slags tanker til ende?
Tænketank
I den aktuelle situation hvor den enkelte landmand og erhvervet som helhed står overfor 2 store udfordringer med at genoprette indtjeningen og sikre den fremtidige udvikling med andre boller på den finansielle suppe end i årene op til 2008 tror jeg, at det ganske enkelt vil være nødvendigt at finde nye veje. Og ikke kun ved at nogle skal forlade erhvervet og finde personlige nye veje.
Det vil være svært at sikre fremtiden gennem effektivitetsforbedringer, da de store landvindinger her kommer gennem investeringer, der kan være vanskelige at finansiere.
Tilsyneladende giver rammevilkårene i form af ”grøn vækst” en øget omkostning, og miljøgodkendelsesordningen og arbejdsflowet i miljøankenævnet giver jo heller ikke grund til optimisme.
Efter min vurdering kunne det derfor være betimeligt, at man satte et tankearbejde i gang. Vi skal have justerte vores mindset.
”Hvad er de vigtigste forudsætninger for at redde dansk landbrug
”Ups – det går da ikke så godt! Økonomien hopper i bakgearet - det nødlidende danske erhvervsliv og dansk landbrug får økonomisk spanking…”
En dansk landmands ansøgning om tilladelse til at udvide produktionen af grise var ikke afsluttet efter 10 års sagsbehandling..... Han søgte til Tyskland, hvor sagsbehandlingen til en mere avanceret landbrugsbedrift 'blot' tog 10 uger......... - Således udhules Danmarks konkurrenceevne af bureaukratiet, et monster af en offentlig sektor og en lovgivning, der mere tager hensyn til bureaukratiet end at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse.
Medvirkende til en rentable bedrift i andre lande er et lavere lønniveau - dvs. den reelle købekraft, efter at skatter og afgifter er trukket fra. Lønmodtagerne råder her over en større del af indkomsten.
Et flertal af danskerne henter i dag deres udkomme i de offentlige kasser og derfor interesserer sig mindre for det erhvervsliv, der skal finansiere Danmarks velværd.
De meget høje lønninger er en følge af verdens højeste skattetryk i Danmark. Danmark har desuden verdens reelt største offentlige sektor (og - om nogle år måske verdens største minus-velstand?), med industriproduktionen kørerende i slæbegear og en stagnerende eksport.
”Det er med andre ord erhvervslivet, der er nødlidende og sandt for dyden ikke den offentlige sektor, der i 2010 vil forbruge 1.000.000.000.000 (1 million millioner, dvs. et 1-tal efterfulgt af 12 nuller) kroner uden så meget som at se sig over skulderen” (jp morgenavisen - Leder: Nødudgangen, 12.04.2010)
Hvis arbejdsmarkedets parter aftaler minimale eller ingen lønstigninger, hvad er der så til hindring , at der til gengæld kvitteres med tilsvarende skattelettelser, for således at bevare reallønnen og forbedre konkurrenceevnen.
Dansk landbrug og forskning
Skal dansk landbrug reddes? I givet fald fra hvad? Fra at blive nedlagt? Fra at være en økonomisk byrde for samfundet? Eller hvad?
På den danske jord produceres der mad til langt flere mennesker end, der bor i Danmark og de afgrøder og animalske produkter, der kommer fra dansk jord- og landbrug finder efter forarbejdning - mestendels uden for Danmark - vej til næsten alle industrialiserede landes middagsborde. Det gør de blandt andet, fordi der har været satset på udvikling af både den primære fremstilling af råvarerne og på forarbejdningen til de fødevarer, som forbrugerne ønsker, hvad enten de bor i Bagsværd eller i Bagdad, men stadigvæk ikke kun i Danmark.
Dette skal tænkes i sammenhæng med det faktum, at 1/3 af verdens befolkning lider af underernæring! Og det faktum, at de nye voldsomt voksende økonomier fremover vil forbruge endnu mere industrielt fremstillet mad og dermed endnu flere landbrugsafgøder for at brødføde den samme befolkning. Og der bliver i øvrigt mange flere mennesker, der vil leve på den måde!
Er det den virkelighed, der skal reddes?
Som al anden produktion, der er nødvendig, for at det moderne menneske kan leve, som det gør, medfører dette et forbrug af råvarer og produktion af de ønskede produkter og et antal uønskede produkter - eller som man bør kalde det en række biprodukter - der, hvis de ikke udnyttes, ender som forurenende produkter, som der er omkostninger forbundet med at afskaffe.
Disse fakta synes mange at glemme i debatten om landbrug og industri. Det er nødvendige forudsætninger for, at vi kan leve det liv, vi gør i det 21. århundrede. Vi kan ikke redde hverken verden eller dansk landbrug ved f. eks. at satse mere på økologi, idet der derved vil kunne produceres mad til færre mennesker på de danske jorde. Fødevarer lader sig heller ikke ret let producere på basis af marginale jorde eller affald - som energi kan det.
Den danske jord bør fremover udnyttes så godt som muligt, således at Danmark kan yde sit meget beskedne bidrag til den internationale menu. Men der er vel ingen, der tør sige, at det skal fortsat ske, som det sker i dag.
Danske virksomheder har en god tradition for at arbejde internationalt - dels for at kunne afsætte sine produkter så økonomisk favorabelt som muligt - dels for at kunne hente viden hjem om, hvordan man får mest muligt ud af sine råvarer. Her tænkes ikke kun på de virksomheder, der er direkte eller indirekte ejet af landmændene.
For at kunne sikre endnu bedre resultater i de virksomheder, der spiller en rolle på vejen fra jord til bord og for at sikre, at det sker på en "bæredygtig" måde er det tvingende nødvendigt, at der satses endnu mere på at udnytte det bedste af den tilgængelige forskning på disse områder. I den internationale evaluering af de danske universiteter, som blev afleveret i vinterens løb, anbefaledes det, at der udarbejdes en national forskningsstartegi for fødevareområdet i Danmark. Det samme konkluderer Danmarks Forskningspolitiske Råd i sin nyeste rapport. En sådan startegi bør også have for øje alle de aspekter, der indgår i denbebat som Mandag Morgen har startet. Dansk landbrug skal nok reddes, men til hvilken fremtid - mere viden og forskning for at skaffe mere viden er absolut nødvendig - og det skal ikke blot være forskning i skinketykkelser eller udvikling af nye marinerede produkter.
Ny vision påkrævet
Dansk landbrug har brug for en ny vision!
Dansk landbrugs vision frem til nu har været: billigst mulig pris. Derfor hører vi igen og igen om konkurrenceevne. Det er en kamp, der kun kan tabes.
Med verdens højeste omkostningsniveau, verdens højeste gæld pr. ha. og verdens mest snærende politisk bestemte produktivitetsbegrænsninger, er en vision om at producere verdens billigste fødevarer ikke bæredygtig.
Dansk landbrug er nødt til at lave en SWOT-analyse, hvor dansk landbrug vil finde, at en vision om at producere verdens dyreste fødevarer er mere bæredygtig under danske vilkår. Dansk landbrug må i gang med specialøl fra Ørbæk Bryghus til 37 kr. flasken i stedet for Grøn Tuborg til 3 kr. eller Slotsøl til 1,90.
Kunderne? Verdens rigeste. Dem, der synes at lav pris er en negativ kvalitet. Dem, der kun spiser kobekød. Ingen andre.