Den danske welfairy-tale, der markedsføres globalt fra Shanghai til Slotsholmen, er i rasende dårlig forfatning, når man kradser lidt i overfladen. Forleden kom de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, med den prognose, at vi har udsigt til 15 år med lav vækst, og det er kun Japan, som klarer sig dårligere efter to årtier plaget af den japanske syge. Danmark er blevet et lav vækstsamfund, der lider under en dyb produktivitetskrise, en svækket lønkonkurrenceevne og stigende ubalancer. Det ville være nærmest ubærligt, hvis ikke det var muligt at ændre denne tendens til økonomisk træthed. Det er det, men det vil kræve et strategi- og politikskifte af historiske dimensioner. Og det vil kræve en politisk elite, der har mod og styrke til at gennemføre de nødvendige reformer.

Den danske model har haft sin storhedstid og leveret enestående præstationer op gennem det 20. århundrede, men i dag studerer og arbejder vi ikke hårdt nok til at kunne betale det høje velfærdsniveau, som vælgerne år for år ønsker sat i vejret. En ny meningsmåling, som analyseinstituttet YouGov har lavet for Mandag Morgen blandt 1001 danskere i alderen 18-74 år viser, at et klart flertal ønsker, at der skal bruges flere penge på velfærdsopgaver som sundhed, hjemmehjælp, folkepension, uddannelser og børnehaver. Danskerne vil gerne betale mere i skat for at få mere i velfærd – fint nok - men det ændrer ikke, at vores økonomiske formåen som samfund til at betale den stigende velfærdsregning ikke længere kan følge med. Og et endnu højere skattetryk vil efter alt at dømme blot stække vækstmotorerne i økonomien, så den danske welfairy-tale går i stå.

Uden mere økonomisk vækst kan forventningspresset ikke imødekommes, og hvis OECD´s vækstprognoser for det danske samfund holder, kan udfordringen meget vel i de kommende år være at sikre mere velfærd for færre penge.

Netop det spørgsmål om at levere mere for mindre vil stå centralt, når 25 medlemmer af regeringens vækstforum på torsdag og fredag mødes på Ørestad Gymnasium med 6 ministre anført af statsminister Lars Løkke Rasmussen for at diskutere ”viden og kompetencer – fra folkeskole til universitet”. Danmark er et af de samfund i verden, der bruger flest penge på uddannelse, vi har en dyr folkeskole, og vi har et af verdens mest generøse SU-systemer, men alligevel er præstationerne middelmådige og ikke bedre end gennemsnittet af OECD-lande. Men som det hedder i regeringens oplæg til vækstforums møde, er Danmark ved at sakke agterud i videnskapløbet:”I verden omkring os satser mange lande massivt på uddannelse. Danmark er ved at blive overhalet indenom på vores vigtigste ressource: menneskelig formåen.”

Det er alvorligt, for dermed kan det også ramme væksten og i sidste instans velfærden.

Alle internationale undersøgelser viser, at bedre uddannelser, dygtigere elever og en mere veluddannet arbejdsstyrke vil bidrage til at løfte produktiviteten, væksten og velstanden i samfundet, og at viden er en afgørende konkurrencekraft. Men samtidig kan vi iagttage, hvordan den danske drøm om verdensklasse i uddannelseskapløbet er ved at krakelere for øjnene af os.

Kan vi løfte de danske skoleelevers faglige færdigheder op på samme niveau som de finske skoleelevers niveau, så vil det danske bruttonationalprodukt kunne øges med 10.000 mia. kr frem til 2090, viser OECD-beregninger.

Den oplysning kombineret med den dystre profeti om, at Danmark har udsigt til 15 år med lavvækst i verdensklasse, burde få politikerne og medlemmerne af vækstforum til at forlange lidt mere urgency. Uden en markant kvalitetsforbedring i uddannelserne, der sker i et hurtigere tempo end nogensinde før, er Danmark dømt til at tabe terræn til de bedste OECD-lande, der øger investeringerne i undervisningen og forskningen meget mere, end vi gør i disse år.

Højere præstationer, elite på flere niveauer

Der har været mange forsøg på at vende udviklingen. Det er fint, at regeringens målrettede og langvarige indsats med at løfte de faglige færdigheder i skolerne har ført til at elevernes færdigheder i læsning, naturfag og matematikken er rykket et klassetrin op i forhold til tidligere. Og det er flot, når profilskoler og ihærdige skoleledere rundt omkring i landet eksperimenterer og kæmper for at skabe succes i det lokale – og de lykkes til tider med at skabe resultater på trods af de økonomiske vilkår. Der er bestemt gjort mange konkrete fremskidt i de seneste år. Det er også opløftende, når en bred koalition af interessenter som Danske Skoleelever, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Skole og Samfund, KL og DI kommer med et oplæg om ”Vores skole”, hvor de efterlyser et stærkere globalt mind-set, så eleverne fremover bliver bedre til at begå sig i en global verden. Og det er god målsætning, at eleverne i alle fag skal lære at tænke uden for boksen og være kreative.

Det skorter bestemt ikke med gode intentioner i den danske skoledebat. Udfordringen er bare, at vi er milevidt fra at kunne realisere disse intentioner.

En femtedel af eleverne går ud af folkeskolen uden basale færdigheder i Danmark, og at vi år efter år har tolereret dette systemiske nederlag, siger en hel del om vor manglende evne til at matche ambitioner med resultater. Vi har i skolerne i mange år satset på at sænke de faglige ambitioner og dyrke det sociale for at få bredden med, men få lande har været så dårlig til at få bunden med som netop det danske skolesystem. Kigger man på velstandsniveauet i samfundet og det faktum, at Danmark er et af de samfund i verden, hvor ulighederne er mindst, burde det i teorien ikke gå sådan. Men det er det. Og det danske skolesystem, der i årtier har været på jagt efter nye pædagogiske kunstgreb og også har været til falds for ikke så få modeluner undervejs, kan i dag konstatere, at vi er helt igennem forfærdelig ringe til at lære 2. og 3. generations danskere de basale færdigheder. Mere end halvdelen af de nydanske elever er uden funktionel læsefærdighed ved afslutningen af folkeskolen.

I Danmark har vi i de senere år set flere fremskridt i integrationspolitikken i lokalområderne, men når halvdelen af nydanskerne ikke lærer de basale færdigheder, der skal til for at klare sig i et moderne samfund, så er det en opskrift på sociale problemer, marginalisering og konflikter. Problemerne viser sig allerede i ungdomsuddannelserne - under halvdelen af dem, der begynder, forventes at fuldføre – og siden fortsætter problemerne på gaden.

Heller ikke eliten og de dygtigste er vi særlig dygtige til at stimulere i det danske skolevæsen. De dygtigste danske elever er ikke på højde med de dygtigste i andre lande. Der burde stilles langt mere ambitiøse læringsmål og krav til de dygtigste, så de virkelig kunne tage et tigerspring. I den sammenhæng er et vist mål af differentiering på de ældste klassetrin sikkert uomgængeligt.

Skræddersyet opsplitning

Kommunernes Landsforening foreslog for nylig, at der skal laves en helt ny overbygning fra 6.-9. klasse, der er langt mere fleksibel, individualiseret og skræddersyet. Det er en fristende vision, ikke mindst fordi, den muligvis gør det muligt at spare penge. I stedet for det, man kalder for ettallernes tyranni med én klasse, én lærer og én time, så vil eleverne i udskolingsårene selv kunne sammensætte og vælge egne læringsmål og undervisningstrin. I stedet for prøver, skemaer og klasser, vil KL organisere undervisningen i forelæsninger, værksteder, kurser og projekter, hvor eleverne kan shoppe rundt – og bag det hele vil være en it-baseret undervisningsportal, som giver den nye åbne overbygningsmodel en fælles platform. Det er sikkert en god ide at indføre flere forelæsninger, flere projekter og kreative værksteder, men det vil næppe være klogt at bruge den nytænkning som rambuk for et samlet opgør med klasserumsundervisningen og med lærernes autoritet og kompetencer til at sætte kvalificerede undervisningsmål for eleverne.

Eleverne er i en alder af 13-15 år ikke kompetente nok til selv at sætte deres egne læringsmål, og mange er slet ikke er disciplinerede nok til at sikre en progression i indlæringen. For de ved ofte slet ikke, hvor de skal hen i livet. KL´s nye skolemodel kan under de rigtige rammer give spændende nye muligheder for de velstimulerede middelklassebørn, der får støtte fra deres boglige hjem og forældre, men meget taler for, at denne form for individualisering vil give et kaotisk forløb for de svageste og mindst ressourcestærke elever, som vil blive endnu dårligere stillet efter 9. klasse, end de er i dag. Der er en betydelig risiko for, at den nye fleksible kapitalismes nye fleksible og individualiserede skoleform kan ende i et endnu hårdere udskilningskapløb, hvor endnu flere falder igennem i bunden. Denne risiko bør medlemmerne af regeringens vækstforum forholde sig til.

Følg finsk foregangseksempel

Hvis man vil løfte kvaliteten af undervisningen på alle niveauer, er den bedste og mest effektive løsning stadig at forbedre kvaliteten af underviserne. De danske lærere ligger stadig i bunden internationalt set, når det gælder kompetenceudvikling, og det er uholdbart. I stedet burde man stræbe efter at få læreruddannelsen ført ind på universitetet, sådan som det er tilfældet i flere andre lande. I Finland er lærerne uddannet på universiteterne og underviserne på de ældre årgange er mere specialiserede end de danske lærere, og det er en af de vigtige forklaringer på, at finske elever er markant dygtigere end danske skoleelever.

Den finske skolemodel præsterer så godt, at det burde være et foregangseksempel for den danske grundskole. Finland bruger 25 pct. mindre på grundskolen pr. elev end Danmark, men er fagligt set i verdensklasse, så modellen burde være attraktiv både for de sparesøgende politikere og for de bekymrede forældre, der gerne ser, at deres børn bliver dygtigere end de selv.

Uden mere undervisning af højere kvalitet og uden flere timer i skolen, vil danske elever aldrig nå op på niveau med de finske elever eller de fremstormende og videbegærlige nye generationer fra Kina, Indien og Singapore. Det vil kræve, at lærerne bruger flere timer på skolerne og i undervisning, sådan som bl.a. KL har lagt op til. Måske bør vi gå linen ud og indføre en moderne heldagsskole, hvor eleverne både får højere faglige læringskrav og stimuleres mere intellektuelt og kreativt, end det er tilfældet i dag. Det vil kræve flere økonomiske ressourcer, og det er vælgerne parate til at betale. Eller også vil det kræve noget mere arbejde, mere produktivitet og mindre hjemmetid fra lærernes side. Lærerne underviser i gennemsnit 648 timer om året, men da 12 pct. af undervisningen bruges på at holde ro i klassen, er det nok nærmere omkring 570 timer. Udviklingen i retning af mindre kvalitetstid i undervisningen bør vendes, og hvis danske lærere underviste lige så meget som de bedste OECD-lande, så ville det være muligt at øge produktiviteten og give eleverne noget mere undervisning.

Debatten bør ikke lukkes på forhånd, og man bør i regeringens vækstforum føre en fordomsfuld debat om mulighederne. Det eneste, der ikke bør accepteres, er, at man på grund af for store uenigheder ender med at levere et business-as-usual svar med nogle småreformer. Den danske skolemodel befinder sig i så dyb krise, at det er på høje tid, at der ruskes op i den og laves mere vidtgående reformer. Jeg ved godt, at pengene er knappe i det offentlige, men på lang sigt er penge i uddannelse og forskning givet godt ud, for det vil løfte produktiviteten, væksten og velstanden i samfundet.

Betalingsviljen er tilstede i befolkningen. Ifølge meningsmålingen foretaget af YouGov siger kun 3 pct. af danskerne, at vi bruger for mange penge på uddannelse, og 43 pct. mener, at beløbet er passende. Men 47 procent mener, at der bør bruges flere penge. Målingen understreger, at der blandt vælgerne er stor vilje til at sikre bedre uddannelser, også selv om det måtte koste ekstra. Valget burde ikke være så svært, men det er det, fordi det stadig kniber for politikerne at tage det indelysende rigtige valg at prioritere uddannelse frem for efterløn. Lad os håbe, at regeringens vækstforum også formår at rejse den diskussion. Det haster virkelig med at få løftet kvaliteten af de danske uddannelser.

Bjarke Møller er administrerende chefredaktør for Mandag Morgen.

• Print
• Del artikel
• Kommentarer

Bjarke Møller (bjm@mm.dk)